Sunday Update #12

Lidt om savn

Jeg har længe tænkt på, at skrive et indlæg om savn og sorg. Jeg får tit at vide, af folk der kender mig, at jeg er en utrolig glad pige; sådan føler jeg mig egentligt også. Jeg er glad stort set hver dag, og jeg elsker virkelig hverdagen. På den måde kan jeg måske godt være en lidt irriterende type, fordi jeg kan se det gode i rigtig mange ting – men når det er sagt, bor der også en tristhed og et tomrum i mig. Det hænger uløseligt sammen med tabet af min mor. Nogle dage kan jeg mærke savnet så dybt, at jeg får ondt i maven og svært ved at trække vejret og andre dage er det bare som en lille kugle jeg har med mig, overalt jeg går. For det er altid med mig; selvom jeg nogle gange selv kan glemme det – og det er jo godt, altså at man har øjeblikke hvor man helt glemmer, at man savner. Men ikke for længe af gangen.

Når jeg har rigtig travlt, hvilket jeg har haft det meste af 2017, glemmer jeg ofte at stoppe op og mærke efter. Og det er ikke sundt for nogen, og heller ikke for mig. Nogle dage er tårerne hele tiden ved at snige sig frem, fordi jeg husker, at jeg savner – men jeg giver ikke mig selv tid til at savne; der er hele tiden en ny deadline, et nyt mål eller en ny begivenhed der tager fokus. På mange måder er det en gave at have travlt og det lægger til mig som menneske at arbejde hårdt.

Jeg sidder lige nu i min seng, og skriver det her indlæg. Jeg har ikke planlagt meget andet, end at jeg ville skrive lidt om at savne. For jeg savner min mor, og det bliver jeg aldrig færdig med. Jeg mangler hende. Nogle dage tænker jeg meget på hende, andre dage er det kun én enkelt tanke – men jeg tænker altid på hende. Det er mærkeligt, jeg ved ikke om der er andre mennesker jeg tænker på hver dag? Det er der vel; min far, min søster, Dennis – men dem kan jeg jo let få fat på, de er kun et opkald væk. Min mor kan jeg ikke få fat på.

Jeg tænker på om hun kan lide mig, om hun synes jeg er blevet et godt menneske. Inderst inde kender jeg jo godt svaret, men hun kan aldrig fortælle det til mig, selv.

Jeg synes altid knækcancer ugen er hård at komme igennem, for så er den forbandende sygdom over alt. Og misforstå mig ikke; jeg synes det er helt fantastisk at der rejses så meget opmærksomhed omkring dét og at forskningen kan styrkes og støttes, men det minder mig hele tiden om hvor meget jeg hader den sygdom, hvor bange jeg er for den og hvordan den har taget min mor væk fra denne verden. Jeg ville så gerne have hende tilbage, i det mindste bare et øjeblik.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sunday Update #12