Monday Update #36

14 år uden min mor

I dag er det 14 år siden min mor døde. Okay, mit hjerte sank lige da jeg skrev den sætning.

Min mor døde da jeg var elleve år. 1. maj, 2004. Det er den værste dag i mit liv. At vokse op med en syg mor, betyder mange ting. Det er selvfølgelig virkelig hårdt at vide, at ens mor er dødeligt syg og at man skal miste hende – for tro mig, det forstår man godt, selvom man kun er 11 år – og yngre. Jeg har, så længe jeg kan huske, været klar over at min mor var alvorligt syg og skulle dø. På den positive side betyder det ekstremt meget nærvær. Min mor var altid hjemme, og hun brugte oceaner af tid sammen med min søster og mig. Hun var altid nærværende, hun var altid kærlig, hun var der altid – uanset hvad. Hun havde tiden til at lære os så mange ting – hun fortalte mig endda at jeg aldrig måtte stille en drink fra mig i byen og så gå tilbage til den og drikke den, fordi folk kunne finde på at komme piller i den. Det fortalte hun mig, en lille pige, fordi hun vidste at hun ikke ville være i live til at fortælle mig det, når jeg blev stor nok til at købe drinks i byen.

Hun var klog, min mor – og smuk og et helt unikt menneske. Vi er så mange der stadig savner hende den dag i dag, hvor hun ikke har været her i 14 år. Det føles så forkert at hun ikke er her, når vi er så mange der har uendeligt brug for hende.

Jeg kan huske den dag hun døde krystalklart. Det var solskin og kold blæst, det var uvirkeligt. Da jeg fik at vide at hun var død, stoppede alle følelser i min krop. Jeg kunne ikke mærke noget. Det kunne jeg ikke længe efter. Det var som at gå rundt i en grå tåge – hvor man ikke kan mærke omverdenen eller sig selv. Jeg gik bare og ventede på, at jeg ville vågne op fra det mareridt – det er endnu ikke sket og hun er her ikke, og det kommer hun aldrig til at være.

Den værste tanke i min sorg, er frygten for at hun slet ikke eksisterer – altså at hun bare er væk. Det er det allerværste. Jeg ønsker og tror i det inderste af mit hjerte at hun er et andet sted og at hun på en eller anden måde ved hvor meget vi elsker hende og hvor ofte vi savner hende og mangler hende – for det gør vi hele tiden.

18198706_10212355082090296_3308489892330104215_n

Jeg elsker dig så meget mor, jeg ville ønske du kom tilbage.
Malle

4 kommentarer

  • Kan slet ikke sætte mig ind i den smerte, puha! Men hvor er du altså bare sej ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Det her rør mig så dybt! Jeg får kuldegysninger på min krop! Ingen må nogensinde opleve den smerte at miste en nærtstående familiemedlem! Puha ! <3 du sej du klarer hverdagen alligevel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amalie Brohus

      Tusinde tak for din besked – det varmer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Monday Update #36