Monday Update #39

Derfor fik jeg angst #1

Hej, mit navn er Amalie og jeg har angst.

Det er to ting I ved – men jeg tænkte at jeg gerne vil fortælle jer lidt dybere, om hvorfor jeg har fået angst. Så I kan lære mig at kende, og forstå hvor jeg kommer fra.

Jeg er vokset op i det man kan kalde en kernefamilie. Mor, far og to børn – det eneste der krakelerede det glansbillede, var, at min mor var dødeligt syg. Selve min opvækst har været virkelig tryg, og udover den tragiske skæbne der hvilede over min mor, så har jeg uendeligt mange glade minder fra min barndom. Jeg har altid følt mig meget elsket og følt en stor tilknytning til min familie – det gør jeg stadig og det tror jeg også at I kan fornemme ud fra min online tilstedeværelse.

Min mor var syg i syv år, og døde da jeg var elleve. Jeg har altid vidst at hun var syg og at hun skulle dø langtid før andre mødre. Vi har altid snakket åbent om det, både før og efter min mor døde. Da jeg var barn kan jeg huske, at jeg troede, at hun ville blive 100 år, for det bliver mødre og fædre jo, men hun blev kun 41 år. Jeg husker dele af hende tydeligt og andet er roligt visket væk – men jeg glemmer hende aldrig. Hun er med mig, i mit hjerte hver dag og jeg tænker meget på hende. Hun fylder meget i mit liv, selvom det er 14 år siden, jeg måtte sige farvel til hende.

Efter min mor døde, voksede jeg for alvor op – og sorgen blev en naturlig del af mig. Jeg har brugt forskellige virkemidler til at udtrykke min sorg. Jeg har både tegnet, skrevet digte, noveller, dagbog og sunget om døden, om sorgen og om dét at mangle sin mor. Jeg har altid haft et sundt forhold til den sorg, der er forbundet med tabet af min mor – jeg har kunne snakke om hende og grint og været glad, helt ned i maven, fordi hun var (og er!) min mor, og jeg har kunne græde uendeligt når smerten og hullet i hjertet har været for overvældende. Jeg har altid været god til at sætte ord på mine følelser, og det har været en styrke for mig.

I mine teenage år var jeg rigtig god til at være i nuet – noget min mor også lagde stor vægt på – at være glad for det nu, man er i. Jeg var ubekymret omkring fremtiden, jeg var oftes glad og jeg var velfungerende på alle punkter, hvis jeg altså selv må sige det. Jeg havde aldrig haft antræk til psykisk-sygdom eller sårbarhed, i hvert fald ikke i min egen optik. Jeg mødte Dennis da jeg var 17 år, og vi flyttede hjemmefra da jeg var 20 år. Jeg var studerende da vi flyttede hjemmefra og Dennis arbejde fuldtid. Dét betød at jeg var rigtig meget alene og det var ikke sundt for mit sind, for der blev pludselig plads til at tænke uendelige tanker. Jeg var generelt mere træt og lidt trist, fordi jeg ikke have en med struktur eller faste inputs fra andre mennesker, som jeg ellers altid havde haft, både i folkeskole og gymnasiet.

Døden har altid været i min bevidsthed, netop fordi jeg er vokset op med en viden om at min mor skulle dø. Ofte har jeg tænkt på døden som noget smukt, som en overgang til noget andet – til det sted hvor min mor var, indtil et efterår, hvor Dennis mistede sin mormor. Det var første gang jeg oplevede død nogenlunde tæt på, siden min mors død – og det var meget overvældende for mig. Jeg blev bange for døden og jeg følte en meningsløshed, jeg ikke havde følt før. Når jeg kigger tilbage på denne tid, var det her de allerførste anslag til min angst viste sig, jeg havde bare ikke begreb om, at jeg kunne have angst, altså som en diagnose, eller noget som der skulle gøres noget ved – det har jeg fundet ud af siden.

Her slipper fortællingen her, i første omgang – jeg kan mærke at det tager hårdt mentalt på mig at skrive det her indlæg, og historien er lang. Så jeg foresætter i et nyt indlæg, når jeg har overskud. Jeg håber inderligt, at hvis du har ondt i livet, at du rækker ud efter hjælp. Hvis du ikke ved hvor du skal starte, så send mig en mail: amalie_brohus@hotmail.com eller skriv mig en privatbesked på Instagram, så henviser jeg dig rigtig gerne videre til min nuværende psykolog. Husk at du aldrig er alene, det lover jeg dig! Vi er alle mennesker og vi er sat på jorden for at hjælpe hinanden, det er jeg slet ikke i tvivl om.

img_6391

Læs eller genlæs: En lille del af mig og dagens lyd (det første indlæg, hvor jeg fortalte jer, at jeg har angst).

❤A

2 kommentarer

  • Frida Nørgaard

    Min mor døde også da jeg var 11 år og blev også kun 41 år det er nu 2 år siden ig jeg savner hende men jeg havde ikke set hende siden at jeg var 2 år

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amalie Brohus

      Hej Fie <3
      Jeg forstår godt du savner din mor, jeg sender en masse kærlighed din vej!
      Stort knus.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Monday Update #39