5 Dulle favoritter: produkter til hurtig pleje

5 tips: Sådan arbejder jeg struktureret hjemmefra

Hej piger,

I dag skal det handle lidt om, hvordan jeg håndterer at arbejde fra hjemmet. Min hverdag ser pt. således ud: jeg arbejder tre dage i ugen på PR og de sidste to (plus weekenden) arbejder jeg hjemmefra på bloggen, min youtubekanal og selvfølgelig, min bedste ven/største afhængighed, Instagram.

Det er vigtigt for mig, at de dage jeg arbejder hjemme, er præget af struktur, mål og strategiske overvejelser. Jeg tager nemlig mine sociale medier seriøst. Jeg vil rigtig gerne lave godt, personligt, inderligt og inspirerende indhold til jer, og selvom jeg ville ønske, at det bare var noget jeg hev ud af ærmet, så kræver gennemarbejdet indhold, tid.

Så derfor vil jeg her give jer mine 5 bedste tips til at arbejde struktureret hjemmefra. Mit arbejde er jo præget af at være kreativ, men selve strukturen mener jeg kan overføres til alle former for selvstændigt arbejde; de selvstændige, dem der er så priviligerede at kunne passe deres faste arbejde hjemmefra og de hårdtarbejdende studerende.

5 tips til en struktureret arbejdsdag

At arbejde fra hjemmet

  1. Mød ind på kontoret: Hjemmekontoret, forståes. På en ‘normal’ arbejdsplads, starter dagen på et bestemt klokkeslet – på dette tidspunkt er du klar til at tage hul på arbejdsdagen. Det samme vil jeg anbefale dig at gøre, når du arbejder hjemmefra. Jeg sørger for at have spist morgenmad og taget tøj og makeup på, inden kl. 09.00 – for der ‘møder’ jeg ind og er klar til sætte mig til at arbejde.
  2. Vælg den placering der passer dig: Alt efter hvordan du arbejder, så vælg en placering i hjemmet der er behagelig for dig. Om formiddagen er jeg rigtig glad for at arbejde fra sengen, jeps! Der er lys i mit soveværelse om formiddagen, så jeg elsker at åbne altandøren og få frisk luft imens jeg arbejder på computeren. Det vigtigeste for mig, er at vælge en placering der føles rigtig for mig, på den pågældende dag. Når vi en dag flytter til noget større, vil jeg rigtig gerne indrette et rum til hjemmekontor – men for nu, er sengen og mit spisebord mere end fint.
  3. Lav en oversigt over dagens gøre mål: Som jeg også nævnte for jer i dette indlæg, så er jeg stor tilhænger af To Do lister. Det første du skal gøre, når du starter din arbejdsdag er at lave en god kop kaffe eller te og at skrive en To Do liste – og lad den være realistisk. Hvad skal du nå i dag, hvor lang tid vil hver opgave tage og hvad er Need to do og Nice to do. Prioriter de opgaver der skal nås, og hvilke der blot er en bonus, hvis du når.
  4. Planlæg pauser: Det kan være svært at huske at tage pauser, når du arbejder hjemme. Alt kan hurtigt flyde sammen – men det er virkelig vigtigt, at dét ikke sker. Skriv evt. dine pauser ned, så du ved hvornår de skal ligge. Hvis du vælger at arbejde fra kl. 09.00 til 16.30, kan dine pauser F.eks. ligge således: 10 minutter inden frokost, 30 minutter til frokost og 10 minutter om eftermiddagen. Du skal også huske at vasketøj, indkøb eller andre praktiske gøremål ikke er en del af din arbejdsdag og må vente til du har fri.
  5. Få kreative og sociale inputs: Det kan være uinspirerende at arbejde hjemme, særligt hvis man er alene. Jeg er rigtig glad for at lave kaffeaftaler med andre indenfor mit felt – vi sparer med hinanden, hjælper hinanden med at lave indhold og får samtidig et socialt pust. Hvis du kender andre, der sidder inden for dit felt, så ræk ud til dem og spørg om I skal tage en kaffe og sparre sammen, eller evt. mødes på en café og arbejde sammen. Hvis du ikke har mulighed for at mødes med nogen, kan du også selv sætte dig på en cafe – sådan er min dag f.eks. startet i dag.

Det vigtigeste er selvfølgelig at finde en rytme der passer dig. Hvis du ved, at du arbejder bedst senere på dagen, så få de praktiske gøremål overstået inden din arbejdsdag starter – find en struktur der passer til dit mindset, men pas på, ikke at have for flydende rammer eller for uklare mål, for dagen – så kan det blive svært at få lavet noget.

Husk ikke at slå dig selv i hovedet, der vil være dage, hvor du bare ikke kan præstere på samme måde. Der er så mange ting der spiller ind på vores effektivitet, hvis du er ked af det, stresset eller bare ukoncentreret en dag, må du ikke miste modet – du skal nok komme op på hesten igen. Her er det altid fedt at række ud til andre i samme båd og få en god snak.

Jeg håber I kunne bruge disse råd til noget – det er sådan jeg strukturerer min arbejdsdag når jeg arbejder fra hjemmet.

Læs eller genlæs: 10 ting jeg er blevet bedre til

A

   

2 kommentarer

  • Super godt indlæg smukke! Rigtig fine tips og vigtige pointer. At arbejde hjemmefra er virkelig det bedste, men det kræver helt klart struktur og disciplin! Ih hvor jeg også selv håber på at arbejde med PR en dag 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amalie Brohus

      Ih tusinde tak søde <3
      Det er et stort priviligie at kunne arbejde hjemmefra!
      Og med hensyn til PR så er jeg virkelig også glad for jeg er havnet der, det er bestemt den rette hylde for mig.

      Stort knus <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 Dulle favoritter: produkter til hurtig pleje