Nuxe Aquabella Aftenrutine

Jeg vil ikke seksualiseres

Hmm, hvordan skal jeg starte dette emne?

På en måde føles det alt for stort og uoverskueligt, at skulle få min mening ned på skrift, men jeg har summet over det noget tid, og jeg vil gerne dele mine tanker med jer; for jeg er træt af samfundets konstante seksualisering af kvindekroppen. Jeg mærker den selv – både udfra, fra andre individer – men i høj grad indefra; fra mig selv og de tanker jeg gør mig, om min egen krop.

I vores samfund er kvindekroppen ofte i kommercielle sammenhænge et symbol på seksualitet, hvilket jeg er virkelig træt af – kan en krop ikke bare få lov til at være en krop? Og kan jeg ikke få lov til at være i min krop i fred?

Her er en lille liste over ting jeg mener, er et problem i forhold til det forhold piger og kvinder får til deres egen krop, grundet de sociale normer der er mast nedover vores eksistens. Listen er selvfølgelig lavet med udgangspunkt i hvad jeg selv oplever og de tanker jeg selv gør mig.

Seksualiserings-listen

  • Stive brystvorter: Som kvinde føler jeg mig forpligtet til at have BH på, hvis jeg indgår i sociale arenaer hvor jeg er sammen med mennesker, som jeg ikke er i min inner-circle. Selvom det er 30-graders varme og jeg bare gerne vil have en let top på, føler jeg mig nødsaget til, at tage BH på – for hvis jeg får stive brystvorter, så føler jeg mig malplaceret, fordi denne kropslige funktion forbindes med seksualitet – og den kan jo sagtens sætte ind, i situationer der på ingen måde har noget med seksualitet at gøre.
  • Bare bryster: Igen, lidt bryst-snak. Jeg ville ønske, at jeg var så modig, at jeg turde ligge i bare bryster på stranden. Ærligtalt, hvem gider at have tan-mærker efter sin bikini og have snore der gnaver sig ind i sommerhuden? Jeg kunne dog på nuværende tidspunkt ikke finde på at være på stranden topløs, da jeg ville føle mig blottet og beskuet; i de kredse jeg befinder mig, er dét ikke noget man gør – men hvorfor ikke? Hvorfor må kvindekroppen ikke være i fred, i sin natur? Dét er jeg simpelthen så træt af.
  • Barbering af ben, især: Som kvinder forventer samfundet at vi barberer vores ben (det gør jeg også – og jeg ELSKER følelsen af nybarberede ben). Personligt kan jeg slet ikke lide at have hår på benene, for jeg synes det klør – jeg barberer også mine ben hele vinter halvåret, pga. selve følelsen. I sommer oplevede jeg, at komme ud af døren, med lange hårstubbe på mine ben, som var synlige. Jeg skammede mig så meget over mine (let) behårede ben, at jeg løb tilbage i min lejlighed og barberede dem over håndvasken, i en fart. Jeg følte ikke jeg kunne foresætte min dag med sådanne ben – men hvorfor? Ikke for min egen skyld, men for frygten om at blive kigget skævt til, fordi jeg viste min naturlige behåring. Og seksualisering og skam er tæt forbundet – men dét er en lang snak, vi må gemme til en anden gang.
  • Bare bryster på Instagram: Selvom jeg elsker Instagram, vil jeg virkelig gerne høre en ordentlig forklaring på, hvorfor de kvindelige brystvorter ikke er velkomne, når mandlige er? Kvindelige brystvorter er ikke anderledes eller mere seksuelle end mænds – til gengæld er de langt mere seksualiserede.

Læs eller genlæs: En krop er en krop

Jeg ved ikke om I kan genkende nogle af de ting jeg skriver, eller om jeg bare lyder som en lille, sur feminist; men jeg er sgu træt af det og jeg synes vi skal snakke om det og få delt nogle tanker om emnet. For jeg tror at flere og flere kvinder vil få det bedre med deres krop, hvis vi accepterer den som krop og ikke som en form for seksuelt symbol.

Kroppen er det fysiske rum vi har til at bære vores sjæl i dette liv. Kroppen giver os et sted at være på jorden og alle kroppe er gode kroppe – der findes intet forkert når det kommer til krop.

Jeg kunne skrive meget mere om dette emne og jeg tror også jeg vil tage det op igen – men for nu, vil jeg holde. Jeg vil rigtig gerne vide hvad I tænker – kan I genkende det jeg skriver, eller er det fuldkommen fremmede tanker for jer?

❤A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nuxe Aquabella Aftenrutine