Shoutouts på Instagram

Derfor fik jeg angst #5

Hej piger,

Vi nærmer os vejs ende med denne serie, hvor jeg har taget jer med på min ‘rejse’ med angsten. Jeg har forklaret jer hvornår og hvordan den startede, hvordan jeg kom over den første gang og hvor meget mit store tilbagefald i slutningen af 2017, kom bag på mig.

Læs første indlæg her, andet her, trejde her og fjerde her.

Historien slap sidst med, at jeg fortalte jer om mit sidste psykologforløb, som var hos en metakognigtiv psykolog. Den metakognitive tilgang har givet mig en masse gode redskaber til at forstå, at mine tanker bare er tanker; der er ingen tanker der har mere værdi end andre og derfor har alle tanker lov til at være tilstede – også de negative. Det handler “bare” om at lade dem larme og øve sig i, at være tilstedet i nuet. Vores sind er nemlig selvregulerende, så jo mindre opmærksomhed du giver de negative tanker, jo mindre vil de larme. Det er lettere sagt end gjort.

Så hvor er jeg nu? Når jeg kigger tilbage på hele mit forløb med angst og OCD tænker jeg, at det er utroligt hvad jeg har været igennem og jeg er virkelig megastolt af mig selv; for jeg har virkelig kæmpet for, at angsten ikke skulle fylde i min bevidsthed. Jeg har gjort alt der stod i min magt for at holde fast i mig selv og min kerne – og for at arbejde mod angsten, men den er virkelig et stædig møgdyr og den lyver, råber og regulerer ens adfærd; og det skal den bare ikke have lov til.

Jeg er kommet til et sted i mit liv hvor jeg har accepteret, at jeg har angst og at angst nok altid vil være en del af mit liv; det skal bare ikke have lov til at fylde. Jeg ved at den kan komme ud af det blå, jeg kan blive trigget af helt uventede ting og angsten kan larme igen. Men jeg ved også at jeg kommer ud på den anden side. Jeg ved at gode tider altid venter, også når det ser allermest sort ud. Jeg regner heller ikke med, at jeg har haft mit sidste psykologforløb endnu – men lige nu, har jeg nogle gode redskaber og nogle fantastiske relationer at trække på når angsten larmer.

Jeg fik angst fordi jeg har mistet min mor. Jeg fik angst fordi jeg som 11-årig skulle give slip på en af mine primære omsorgspersoner. Jeg fik angst fordi jeg er vokset op med en mor der var uhelbredeligt syg. Den smerte der er i mit indre er fuldkommen ubegribelig. Jeg savner min mor så meget at det gør fysisk ondt. Jeg forstår nogengange ikke hvordan jeg overhovedet klarer mig i mit liv, uden hende. Jeg savner hende så meget at mit hjerte skriger på hende. Og jeg ønsker hver evigt eneste dag, at hun kunne være her hos mig.

Hvis du selv har ondt i livet, så skal du vide, at der ikke er noget galt med dig – vi er mange i samme båd. Du skal ikke være bange for at søge professionel hjælp. Hvis du ikke ved hvor du skal starte er du altid velkommen til at skrive en privatbesked til mig på Instagram, så hjælper jeg dig rigtig gerne videre.

Hvis din angst brager afsted lige nu, så læs dette indlæg; her giver jeg mine råd til at dulme angsten, som kan bruges som symptomlindring og de hjælper mig virkelig meget. Jeg tror også, at de kan hjælpe dig.

❤A

2 kommentarer

  • Anonym

    Hej Amalie.
    Du er vitterligt den første jeg tænkte på, da jeg kom helt i tvivl om, om jeg er ved at udvikle noget angst. Det er slet ikke noget, jeg mærker dagligt – jeg føler det blusser op i de perioder, hvor jeg er mest stresset. Men jeg sidder med følelsen af, “ej, så slemt er det ikke”, “angst er jo meget værre” osv. Og så tænkte jeg på, hvad gør man så, fordi det virker helt vildt tabu anlagt at ringe til lægen og snakke om noget der enten virkelig er angst og ellers var det bare noget pjat – jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor flovt det vil være at få at vide, at man bare har nogle åndssvage tanker og bare det at tro man fejler noget, selvom man måske ikke gør – måske er det bare mig, der synes det føles som et tabu. Især at tage telefonen og på eget initiativ bede lægen høre på ens “langt ude” tanker.
    Jeg tror måske, at jeg fik et angstanfald i sidste uge, men jeg har svært ved at finde ud af (med hjælp fra google), hvad det reelt set er og hvordan det forløber sig.
    Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Min mor mener, at det er almindelig frygt, der bliver forværret, i mine stressede perioder. Jeg er lige flyttet hjemmefra, kæresten er sjældent hjemme, startet på universitet og det har alt sammen været en stor omvæltning. Hvad fik dig til at tage til lægen i første omgang – var der nogen der sagde, at du skulle have hjælp, eller tog du selv initiativet grundet fysisk gene pga, angsten?
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amalie Brohus

      Kære du <3
      Uha, det er jo svært for mig at vide om du har angst eller ej – men en ting er sikkert; hvis du render rundt med nogle følelser du synes er svære at håndtere, så skal du uden tvivl række ud efter hjælp. Man kan jo sagtens gå til psykolog og få hjælp til at styre sine tanker uden nødvendigvis at have angst.
      Du må aldrig underkende dine egne følelser. Hvis du føler at du har brug for at snakke med nogen, så skal du gøre det. Det er selvfølgelig naturligt at man er mere sårbar i pressede perioder, men derfor kan det stadig være rart at have nogle redskaber til at håndtere disse perioder.

      Det var faktisk min læge der foreslog mig at jeg skulle til psykolog. Jeg havde ikke selv overvejet at skulle til psykolog, fordi jeg mente jeg kunne klare tingene selv. Min angst har aldrig givet mig deciderede fysiske gener. Men jeg synes du skal fortælle din læge hvad der sker og så kan vedkommende helt sikkert vurdere hvad der skal ske derfra. Og ellers kan du altid gå til psykolog uden at få en henvisning fra din læge, det er bare dyrere.

      Jeg håber mit svar kan hjælpe lidt <3

      Knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shoutouts på Instagram