Monday Update #69

At udvikle sig med en kæreste

Hej piger,

For efterhånden, ret lang tid siden fik jeg et spørgsmål der gik på, hvordan man kan udvikle sig med en kæreste; og jeg synes, at det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg har gået og summet over længe. For det er svært at være i et fast forhold, det er svært at skabe et liv hvor der er plads til to individer der skal have plads til udvikling, uden man vikler sig ud af hinanden.

Dennis og jeg har være sammen i 8,5 år, vi skal giftes til sommer og har generelt et virkelig godt og solidt forhold (må man gerne sige det)? Så et eller andet gør vi rigtigt. Vi mødte hinanden i en alder af 17 og 18 år, og vi har godt nok udviklet og siden, både sammen og hver for sig – nogle gange sideløbende og andre gange i fuldkommen forskellige tempi. Det har været svært og det kan stadig være svært, hvis vi ikke er tunet ind på hinanden eller giver hinanden plads.

Jeg er på ingen måde parforholdsekspert, men jeg vil gerne dele nogle af mine tanker med jer, omkring at udvikle sig og at være i forhold samtidig.

Udvikling i et fast forhold

  • Vær DIG: Guderne skal vide, at Dennis og jeg er meget tætte – virkelig tætte (for tætte?), men vi er to forskellige mennesker og det har vi altid holdt fast i. Vi er to forskellige identiteter og vi har forskellige visioner og livssyn. Vi har forskellige interesser og forskellige holdninger. Jeg er mig, Amalie, og min person bliver ikke defineret ud fra hvem Dennis er.
  • Giv plads: Jeg har altid givet Dennis plads til hans ishockey og rullehockey, og han har altid givet mig plads til mit bloggerlyfe – begge dele er ting vi gør i vores “fritid”, hvor vi kunne vælge at være sammen, men prioriterer anderledes. Vi giver hinanden plads til at følge hver vores drøm, hvilket betyder at vi ikke altid har lige meget tid til, at være nærværende med hinanden. Jeg tror på, at det er vigtigt, at man får prøvet de ting af man brænder for – så man ikke en dag sidder og kigger på hinanden og måske kommer til at bebrejde ens partner, for de ting man ikke forfulgte.
  • Luk hinanden ind, i udviklingen: Hvis du selv er i en udviklingsproces, uanset hvad den handler om, så luk din partner ind. Min hårdeste udviklingsproces har uden tvivl været kampen med min angst og OCD; to ting Dennis på ingen måde har – han har et meget stabilt sind og er meget jordnær. Derfor har jeg gjort meget ud af at fortælle Dennis om min angst og hvad der sker inde i mig når jeg gennemgår forskellige faser af den, herunder hvad jeg lærer i samtalerne med min psykolog. Det har givet mig plads og ro til den udviklingsproces, fordi Dennis kunne følge den tæt og derfor var meget forstående overfor min situation.
  • Hver nysgerrige på hinanden: Hvis du ikke forstår, hvorfor din partner gør som vedkommende gør, eller hvorfor han/hun har de drømme og mål som vedkommende har, så spørg ind til det – vær nysgerrig og åben. Hvis du kan mærke omvendt, at din partner har det sådan med dig, så inviter til en snak og få tingene på bordet.
  • Accepter at I er forskellige og reagerer forskelligt: En kæreste er irriterende – sådan tror jeg bare det er. Der vil komme konflikter og især i udvikling; jeg tror generelt det er vigtigt, at acceptere  at man er forskellige mennesker og har forskellige måder at reagere og det er virkelig vigtigt at der er plads til jer begge i forholdet.

Og btw. så vil jeg altid opfordre jer til at snakke med hinanden, om alt. Dennis og jeg snakker om alt, som i alt. Og lige nu tænker du “Ej, jeg tror altså ikke de har snakket om ..” men jo, det har vi – det er også en af grundende til, at vi er så tætte.

Læs eller genlæs: 5 hverdagsting der sker i vores forhold 

Nå, nok lommepsykologi for denne gang.
Jeg håber I kan bruge det til noget, og hvis du ikke er enig, så husk på at dette på ingen måde er facit, men blot mine tanker.
A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Monday Update #69