Lugter jeg af sved?

Hvad skal vi hedde som mand og kone

Hej skønneste jer,

I sidste uge skete der noget helt vildt, Dennis og jeg udfyldte nemlig vores ægteskabserklæring på Borger.dk; det er en formular man udfylder inden man skal giftes, for at få registreret at man bliver ægtefolk. Dét var sgu en vild oplevelse i sig selv, men ikke nok med dét, så er det i forbindelse med denne ægteskabserklæring, at man også skal søge om navneændring (hvis man ønsker det) i forbindelse med brylluppet.

Vores oprindelige fulde navne er; Dennis Hansen og Amalie Brohus.

Jeg har altid vidst, at jeg ikke ønskede at skifte navn når jeg skulle giftes. Mit efternavn, Brohus, har jeg fra min elskede og savnede mor. Det var hende der valgte, at både min søster og jeg, skulle have netop dette efternavn. Derfor betyder det virkelig meget for mig, at jeg hedder Brohus. Nu når min mor ikke kan være sammen med mig i den fysiske verden, er det utroligt værdifuldt for mig, at bære det navn hun gav mig – præcis som hun ønskede det skulle være. Det giver mig tryghed og det minder mig om hende.

Dennis Hansen, må siges at være et af de mest gængse danske navne – ikke at der er noget galt i det, tværtimod. Navnet passer til Dennis, sådan er det jo. Jeg har lært ham at kende sådan og jeg synes ikke nødvendigvis at han skal hedde noget andet, men Dennis har valgt, at han gerne vil tage Brohus. Ikke som efternavn, men som mellemnavn.

Vi kommer derfor til at hedde: Dennis Brohus Hansen og Amalie Brohus.

Jeg er meget rørt over, at Dennis ønsker at hedde Brohus og at dele mellemnavn/efternavn med mig. Jeg synes det er en smuk gestus og kærlighedserklæring, særligt nu, hvor jeg ikke ønsker at skifte navn. Dét er bare en af de mange ting der gør, at jeg elsker dét menneske så uendeligt højt.

Jeg har genbrugt det her billede alt for mange gange. Jeg har virkelig mange billeder af mig, taget af Dennis. Vi burde virkelig få taget nogle flere sammen.

Læs eller genlæs: Status på bryllup part 4

Så dét er dommen. Dennis har søgt om navneændring og jeg har godkendt det elektronisk, så nu venter vi på besked om, at det er gået igennem. Det næste spørgsmål, der naturligt dukker op, er så, hvad vores kommende børn skal hedde – for selvom vi ikke skal have børn lige nu, er der ingen tvivl om, at vi skal have det i fremtiden. Mit bedste bud, på stående fod, vil være at vi døber dem Brohus Hansen, så kan de selv vælge om de vil fjerne et af navnene, hvis de engang skal giftes. Eller bare ikke orker at hedde enten Brohus eller Hansen. For mig har dét at være en familie eller at være mand og kone ikke noget med navne at gøre. Dennis og jeg kunne for min skyld slet ikke dele navn; det der er det vigtige er kærligheden og følelsen af samhørighed; ikke hvad der står i vores juridiske dokumenter.

A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lugter jeg af sved?