Jeg har ikke tid til at stege i solen

15 år uden min mor

I dag er det første maj. Datoen er indprentet i min bevidsthed, til evig tid. På denne dag, i 2004, forlod min mor denne verden. I dag er det 15 år siden, jeg så min mor sidste gang.

Det er uvirkeligt.

De to mærkedage min mor har, henholdsvis hendes fødselsdag d. 9 april og hendes dødsdag d. 1 maj, sætter altid mine tanker og følelser igang, omkring tabet og sorgen. Jeg tror, at det faktum, at de to mærke dage ligger så tæt på hinanden, skaber en helt bestemt stemning for mig – og sikkert også andre i min familie, her i foråret.

Jeg kan tydeligt huske hvordan vejret var d. 1 maj 2004. Luften var kold og skarp – solen varm og stikkende. Den kombination af kulde og varme, som kun foråret bringer med sig. Når det vejr indtræffer, i løbet af april og maj, så mærker jeg sorgen i mit indre. Jeg bliver taget tilbage, til min mors sidste dag, i denne verden. Jeg genlever de tanker jeg havde som 11-årig, både op til hendes død, da hun døde og efterfølgende. Jeg genlever minder med hende; de gode minder hvor hun griner, er nærværende og er til. Jeg genoplever de hårde minder, om sygdom, om uretfærdigheden af denne og om at skulle miste min mor.

Et 11-årigt barn, eller et 9-årigt barn, som min søster var, skal ikke miste sin mor. Det er simpelthen så barsk og uretfærdigt, at jeg ikke kan forstå, at vi er kommet igennem det. Når jeg tænker på både min søster og mig selv, som små piger, der lige har mistet vores mor, så brister mit hjerte. Tænk, at vi har stået der, midt i din store verden, slet ikke i nærheden af at være voksne og skulle tvinges ud i alle de voksne tanker der hører med til at miste. Tænk at vi skulle sige farvel, til den vigtigeste kvinde i vores liv. Hvordan kan det nogensinde være retfærdigt? Hvordan kan to små børn skulle igennem det?

I dag er vi ikke børn længere. Men den lille pige, der har mistet sin mor, vil altid bo inde i mig. Og som voksen kvinde, der mistede sin mor i en alder af 11 år, mærker jeg sorgen uendeligt stærkt i foråret. Jeg savner hende forfærdeligt meget. Jeg har beskrevet det før; sorgen kan være så dyb, at jeg får kvalme og får lyst til  at kaste op. Sorgen kan overmande mig, fuldkommen og tage al min glæde fra mig. Sorgen følges ofte af uretfærdigtheden og spørgsmålet; hvorfor min mor? Hvorfor min mor, når nu hun var så fantastisk, så kærlig, så omsorgsfuld, så nærværende, så inddragende – hvorfor hende, når nu hun bidrog med så meget godt til vores liv. Hvorfor lige min mor, når nu vi alle sammen, også 15 år efter hendes død, mangler hende så ubærligt meget?

Sorgen og traumet over at miste en forældre i så ung en alder, går aldrig væk. Det bliver en del af sjælen; et sår, der stille heler, men som aldrig forsvinder. Nogle gange, tænker jeg på min mor og fyldes med kærlighed og lys – og et lille smil, ved tanken om, at hun stadig følger med os her på jorden. Andre gange er det sorgen der tager over og uretfærdigheden – og det er dér tabet af hende gør allermest ondt.

Jeg er heldig. Jeg har jorden sejeste og mest vidunderlig far, og jeg har kvinden i mit liv, i min lillesøster. Jeg har Dennis, der selv har mistet sin ene storebror og derfor forstår min sorg. Jeg har kærlighed og nærvær i mine relationer. Og så har jeg jordens mest vidunderlige, kærlige og stærke mor, som jeg er uendelig heldig at have kendt – og som jeg savner, mere end noget andet.

Der er gået 15 år. På den ene side føles det som en evighed – på den anden side, føles det som om, at vi lige her sagt farvel.

A

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har ikke tid til at stege i solen