Noget mere om udseende og solbrun hud

Bryllups-presset

Hej skønne jer,

Ugens mandags opdatering er skiftet ud med en bryllups-opdatering, for det var lige det jeg havde brug for at dele herinde, i dag. Der er seriøst kun en måned til, at Dennis og jeg skal giftes. Jeg er fuldkommen rundt på gulvet og jeg tænker, at jeg vil tage jer med i nogle af mine tanker.

Hvad forventer jeg selv – og hvad forventer andre?

Altså, selve brylluppet bygger jo på mange gamle traditioner og derfor er der nogle, i forvejen satte, rammer for, hvordan selve dagen skal udspille sig. Selvfølgelig er det helt op til brudeparret selv, hvordan deres bryllup skal være. Dennis og jeg har valgt at afholde et traditionelt bryllup, med et meget jordnært twist. Vi planlægger f.eks. at receptionen, efter kirken, bliver noget med en hånd-bajer eller nogle bobler i engangs-glas.

Det vigtige og hele grunden til, at Dennis og jeg bliver gift, er kærligheden. Dagen er til for at fejre kærligheden mellem Dennis og jeg. Vi holder en fest, for at fejre at vi vil hinanden og har valgt hinanden som ledsagere i dette liv. Jeg kan dog ikke frasige mig, at jeg også har nogle mere ligegyldige tanker i hovedet; jeg er f.eks. virkelig bange for ikke at være pæn på selve dagen; at noget går galt med mit hår, makeup eller tøj – og jeg er bange for at komme for sent til kirken, eller falde op ad gulvet. Jeg er bange for at folk ikke kommer til at hygge sig, jeg er bange for at holde en dårlig tale og så er jeg vildt nervøs for, om vi når at blive færdige med alle de ting vi skal, til tiden?

Alt ovenstående er bare tanker – det bliver jeg ved med at fortælle mig selv – for jeg er et sensitivt menneske, der har en milliard tanker i hovedet. Jeg får et dybt sug i maven når jeg tænker på dagen og det er en blanding af spænding, nervøsitet og glæde der melder sig; og jeg har svært ved at rumme de følelser på nuværende tidspunkt. Jeg tænker i virkeligheden, at det er meget normalt, at have det sådan; for det er jo en stor dag.

Jeg er sikker på at selve dagen bliver ganske magisk, og jeg er sikker på at vores familie og venner vil være med til at gøre dagen til noget helt specielt.

Hvad mangler vi?

På nuværende tidspunkt mangler vi de sidste detaljer angående vores outfits på selve dagen, frisør tider og lign. Jeg skal til frisør i dag, så det kan jeg krydse af på listen. Vi mangler begge at skrive vores taler til hinanden. Jeg mangler at finde ud af, hvad jeg skal have på som er lånt; jeg har styr på det nye, det gamle og det blå. Og så mangler vi, at finde ud af hvordan receptionen efter kirken præcis skal udspille sig. Som sagt bliver det meget nede på jorden, og i virkeligheden handler det nok mest om, at vi skal have købt nogle drikkevarer ind.

Så alt i alt er vi godt med; jeg glæder mig bare til at alt er krydset af og vi kun skal vente på at dagen kommer og så nyde den, når det endelig er.

Læs eller genlæs: Vi skal giftes

Der bliver nok lidt stille

Altså, her på bloggen. For nu er vi for alvor i slutspurten op til brylluppet og det tager meget af mit fokus og energi. Så der vil nok være 1-2 indlæg herinde, om ugen, op til selve dagen. Det gør jeg, for at passe på mig selv og for at trække min energi hjem, op til den magiske fest.

Billedet herunder er fra i torsdags, hvor jeg fik afleveret mit bryllups outfit til rens – så det er snorlige til den store dag. Dét var en rigtig god følelse, for så er jeg et skridt tættere på være klar til selve dagen.

Ønsker jer en rigtig dejlig mandag.
A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget mere om udseende og solbrun hud