Velkommen til min økologiske bar

Refleksioner over 2019 og 2020

Kæreste jer, 2019 er ved at gå på hæld – og jeg håber I kan tilbringe den sidste tid af dette år, på lige dét der kalder på jer.

For mig, er der ingen tvivl om, at det er roen der kalder; jeg har brug for at give slip, falde ned og lade op – for 2019 har uden tvivl være et år, hvor der er sket nogle virkelig vilde ting for mig. Dette indlæg er et lille tilbageblik på året der er gået, samt lidt ønsker for året der kommer.

2019 var året hvor ..

  • Dennis og jeg blev gift. Det er nærmest ikke til at fatte. D. 22 juni 2019, sagde Dennis og jeg ‘JA’ til hinanden og blev mand og kone, efter 9 år som kærester. Selve dagen var virkelig magisk, tiden op til var virkelig hård. Det var en vild proces, at skulle planlægge sådan en stor fest – når alt jeg i virkeligheden gerne ville, var at sige ja til livet, sammen med den mand jeg elsker. Hvis du vil læse mere om brylluppet, har jeg lavet et i helt indlæg om selve dagen. Nu har vi været gift i lidt over et halvt år – og det er bare fedt! Der er ingen i verdenen jeg heller ville tage opvasken, hundelortene og regnvejrsdagene med, end Dennis.
  • Dennis og jeg købte bolig! Efter 6 år som lejere, var tiden kommet; vi kunne ikke længere leje vores lejlighed og derfor var vi nødt til at komme ud på boligmarkdet. Det var virkelig overvældene for os begge – lige pludselig skulle vi til møder i den ene bank, efter den anden og tage virkelige voksne beslutninger om, hvordan vores fremtid skulle se ud. Vi endte med at købe en skøn andelslejlighed, på vores elskede Østerbro. Den passer helt perfekt til os, og nu hvor jeg sidder og skriver dette indlæg, glæder jeg mig virkelig over, at vi er havnet lige her. Selvom det bestemt ikke har været nemt for mig at flytte – og både min angst og OCD har været på kæmpe overarbejde i denne proces. Så jeg sørger virkelig for, at nyde det, når jeg kan mærke glæden.
  • Jeg tilmeldte mig astrologi uddannelsen. Jævnfør ovenstående punkt, så har jeg i lang tid gået og tænkt “når jeg bliver en gammel dame, så vil jeg være astrolog og kunne lægge horoskoper og svare folk på alle deres spørgsmål omkring stjernenes og planeternes påvirkning, af vores liv”, men hey! Hvorfor vente? Et kærligt skub fra min elskede lillesøster, gjorde at jeg tog skridtet og tilmeldte mig uddannelsen som astrolog. Jeg starter i februar 2020 og jeg glæder mig virkelig helt utroligt til det. Jeg føler astrologien kalder på mig – og jeg tror, at det er den helt rette vej for mig at gå. Hvorfor vente? Jeg mærker energien og nysgerrigheden netop nu!
  • Jeg øvede mig i at sætte grænser og er stille og roligt blevet bedre til det. Jeg kan ikke sige ja til alt, eller være noget for alle mennesker, hele tiden. Jeg har haft virkelig svært ved at sige fra og sige nej – men øvelse gør mester, og jeg har langsomt fundet ud af, at det ikke er farligt at sige fra. De mennesker der gerne vil dig og elsker dig, vil altid give dig ro og plads, når du har brug for det.
  • Jeg er desuden begyndt at elske mig selv, for den jeg er. Jeg er begyndt at finde mere selvkærlighed frem i mit indre og dyrke den. Jeg er, som mange andre, min egen største kritiker – jeg slår mig selv oven i hovedet og giver ikke mig selv ro til at fejle. Jeg forventer jeg skal være et overmenneske og derudover har jeg stort behov for anerkendelse fra andre – men det er ved at vende; jeg ønsker bare at være til, at gøre mit bedste og at vide med mig selv, uden bekræftelse fra andre, at jeg er god nok, præcis som jeg er.

I 2020 glæder jeg mig til ..

  • At starte på astrologi uddannelsen! Det skal I nok komme til at høre uendeligt meget om, både her og på Instagram.
  • En masse stunder med ro og kærlighed, med mine nære mennesker.
  • At falde ordenligt på plads i vores nye hjem.
  • At få mediteret mere regelmæssigt.
  • At gå nogle lange ture med Eddie.
  • At dele min astrologiske viden med jer.
  • At holde af hverdagen.
  • At give mig selv ro og plads.
  • At stå tidligt op, særligt til sommer – og nyde solskinnet.
  • At bruge tid ved Svanemølle stranden.
  • Mere tid i naturen generelt.
  • En masse yoga.
  • Livet, i sig selv – fordi det er så dejligt.
  • Tak, tak tak!

Med ønske om den allerkærligeste overgang fra 2019 til 2020.
A

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til min økologiske bar