Brudekjole-jagten

Kære jer,

I dag skal I med på en lille rejse – nemlig udvælgelsesprocessen af min brudekjole. Jeg gik lidt alternativt til værks, af flere grunde. For det første, havde jeg fra start af modstand på, at skulle vælge en brudekjole og gøre en kæmpe ting ud af det, fordi jeg har mistet min mor – jeg mærkede fra start at udvælgelsen af brudekjole talte ind i sorgen over ikke, at have min mor hos mig i den fysiske verden. For det andet, havde jeg virkelig ikke lyst til at bruge mange tusinde kroner på en brudekjole – jeg skulle jo trods alt kun bruge den én dag. OG for det trejde er jeg lidt provokeret af, at der er den her fortælling om, at en brud skal være gudesmuk og perfekt – hvorfor kan en brud bare ikke være et menneske og hvorfor er det vigtigt hvordan bruden ser ud?

Derfor valgte jeg, at lede efter brudekjole online –  holde mig på et budget og prøve kjolerne stille og roligt derhjemme. Min søster og mine tætte veninder har været med indeover processen. Særligt min søster, da det var meget vigtigt for mig, at hun kunne lide kjolen og var med til det særlige, som det nu engang er at udvælge brudekjole.

Den første og alligevel ikke den bedste

Den allerførste kjole jeg klikkede hjem var denne fra Ida Sjöstedt. Jeg bestilte den fra Boozt. Det var min gode veninde Julie, der fandt den. Den var virkelig smuk og jeg overveje den kraftigt, men jeg følte mig meget formel i den – og på dette tidspunkt gik jeg faktisk meget med idéen om at blive gift i en buksedragt, og det var jeg ikke klar til at slippe. Så den blev sendt retur.

Kjole nr. 2 – ikke tilgængelig

Efter at have prøvet den første kjole fra Ida Sjöstedt fik jeg øjenene op for hendes virkelig smukke kjoler, og fandt denne – dog en postgang for sent, for den var udsolgt over alt! Jeg fandt den på Nelly efter lang tids søgen, og klikkede den hjem, men der havde været en fejl på deres hjemmeside og den var udsolgt. Så jeg fik den aldrig i hænderne – det var jeg ret ked af. Men min søster sagde til mig; Når du ikke kan få fat i den, så er det ikke den rette. Hvilket hun jo havde helt ret i.

Den rette kjole – den forkerte størrelse

Lidt tilfældigt, faldt jeg over denne skønne kjole på Asos – det var kun tilbage i str. 36, og jeg klikkede den hjem med den samme, jeg faldt pladask for den og følte mig SÅ godt tilpas i den; men den var bare for lille – og udsolgt i alle andre størrelse; men jeg overvågede Asos hver dag og så fandt jeg den (det kunne I nok godt regne ud).

THE ONE

Kjolen kom hjem i str. 38; den sad bare mega godt og den føltes helt rigtig – men også lidt for godt til at være sandt; derfor blev jeg ved med at kigge. Jeg besluttede mig for at beholde denne uanset hvad – den koste 1500 kr. Så hvis jeg fandt en anden der var bedre, måtte de penge “bare” være tabt.

Den åbne

Jeg følte dog, at min kjole var en smule “for” lukket. Derfor begyndte jeg, at kigge efter mere åbne muligheder og fandt denne på Asos. Da jeg fik den hjem og prøvede den, var jeg sikker på, at det skulle være den – men så tog jeg den langærmede på, og blev igen i tvivl. Derfor besluttede jeg mig for at beholde begge; så jeg kunne tage stilling til hvilken det skulle være, når den store dag nærmede sig. Det var det svære ved online shopping; kjolerne skulle prøves på forskellige tidspunkter og nå at sendes retur, inden returfristen løb ud. I alt har jeg cirka brugt 4000 mit brudeoutfit; i form af 2 kjoler (begge fra Asos), 2 sko (begge fra Zara, samme sko i str. 38 og i str. 39), 2 tasker (begge fra Mango, i 2 forskellige farver), slør og bælte. Grunden til valget faldt på den langærmede kjole var, at jeg følte mig meget mere fri i den. I denne åbne kjole følte jeg virkelig, at jeg skulle suge maven ind, og stå meget rankt hele tiden.

Prinsessekjolen

Jeg klikkede også denne hjem, som var virkelig fin i sig selv, men bare slet ikke for mig. Den røg retur med det samme – den var også fra Asos.

Mit endelige valg

Jeg er virkelig 100% tilfreds med mit valg af kjole. En skøn kvinde jeg kender syede to sting i den, så den ikke kunne gå op ved bryst og ved slidsen, og lavede derudover mit slør og perlebæltet, som I kan skimte herunder. Det hele føltes bare så rigtigt – og jeg ELSKER mig brudelook!

Det var alt for denne omgang.
Sender al kærlighed jeres vej.
❤A

Alt om vores bryllup

Reklame: **Produkter markeret med to stjerner, er reklame.

Kæreste jer! HEJ for faen – det er længe siden vi har talt sammen, gennem bloggen; men nu er jeg tilbage, efter en lang, dejlig pause, hvor jeg både har nået at blive gift, være på bryllupsrejse, holde sommerferie og nu komme retur til hverdagen. Jeg har savnet bloggen og savnet at skrive længere indlæg til jer.

Nå, men jeg synes vi skal åbne ballet med den helt store omgang – en bryllups 1-0-1 om man vil. Så here goes: ALT om vores bryllup; selve dagen, altså – for planlægningen har I hørt nok om det sidste år.

Straten på dagen – kjole og hår**

D. 22/6, vågnede jeg kl. 06.00 og kunne ikke sove mere – min søster havde sovet hos mig, og Dennis havde sovet hos sin bestman. Det var uundværligt at have min søster ved min side, for det hele var meget uvirkeligt – og vielsen  lå først kl. 14.30, så der var mange timer til.

Det første jeg gjorde, var at ligge min øjenmakeup – jeg ordnede alt min makeup selv. Kl. 11.00 tog jeg afsted mod  den skønne kvinde og jordens bedste frisør, Anne Lindfjeld**, som ordnede mit hår – vi gik for nogle lette krøller og en lille opsætning med det forreste hår, så det blev samlet ved sløret, som Anne også satte. Og jeg skal lige love for, at mit hår sad – hele dagen. Derefter kørte vi tilbage til Østerbro. Her ordnede jeg min ansigts makeup og tog kjolen på. Min kjole, har jeg købt på Asos til 1500 kr. I kan finde den her. Jeg følte mig utroligt tilpas i mit look og vigtigst af alt, så følte jeg mig som mig. Godt nok i en meget stylet udgave – men jeg hvilede virkelig i mit look.

Selve vielsen

Vielsen foregik som sagt kl. 14.30 og kirken ligger i gåafstand fra vores hjem. Så min far, søster og min veninde, Georgia, gik ned mod kirken kl. 14.10 – jeg havde så mange sommerfugle i maven, at jeg nærmest ikke kunne være i mig selv. Det var en fuldkommen vild følelse og jeg troede nærmest ikke, at jeg kunne klare at være i alle de følelser. Da vi kom hen til kirken, var alle gået ind og præsten tog i mod os. Det er tradition, at det er gommen der laver brudebuketten – og det havde Dennis derfor stået for. Den lå og ventede på mig i kirken og var utrolig smuk. Min mors yndslingblomst var tulipaner, men da det ikke er sæson for tulipaner, havde min skønne veninde, Julie, skaffet en kunstig tulipan, som sad i midten af buketten, og repræsenterede min mor. Selve buketten fik Dennis lavet i Fiolblomster, og de havde været rigtig søde og behjælpelige.

Vi blev viet i Kildevældskirken, og vores præst holdt den smukkeste tale og vielsen var så stemningsfyldt og levende. Under vielsen udvekslede vi selvfølgelig ringe og vores fantastiske, smukke og enkelte ringe er lavet af dygtige Anders fra Handcrafted**. Min ring er guld og glat, Dennis’ ring er sølv og mat – de har det tilfælles at de har et simpelt og elegant udtryk, men de er ikke identiske; for det er Dennis og jeg heller ikke. Anders er simpelthen, utroligt dygtig og jeg er uendeligt glad for, at vi valgte ham til at lave vores vielsesringe. Hans vejledning er fuldkommen gennemført og vi følte os virkelig i trygge hænder, over at det netop var ham, der havde lavet dem.

Mine negle var lavet af Beauty By Tronier** og var bare så fine, elegante og brude-agtige, på den helt rette måde.

Receptionen – helt enkelt

Efter vielsen var der knus og kram og fantastisk stemning. Ved siden af Kildevældskirken, ligger Kildevældssøen, med tilhørende park. Der holdt vi vores reception –  helt afslappet. Med cava fra en lokal vinhandler, chips i Ikea-skåle og solskin. Vi var til receptionen i en lille times tid, og cirka kl. 16.15, smuttede vi afsted med vores fotograf** for at tage billeder.

Emilie Bruun** er kvinden bag billederne. Hun har gjort et helt fantastisk stykke arbejde og fanget nogle meget smukke billeder af Dennis og jeg, samt en masse virkelig stemningsfyldte billeder, fra dagen. Emilie og jeg kender hinanden i forvejen, fra blog-verdenen. Jeg følte mig meget tryg ved Emilie og hun er rigtig god til at forstå, hvad man gerne vil have. Vi har endda fået printet et af hendes billeder ud og hængt i ramme, fordi hun formåede at indfange dagen på magisk vis. Billedet vi har fået printet ud, kan I se i bunden af indlægget. Det er taget på Olufsgade, den fineste gade på Østerbro. Det sjove var, at der var pyntet op til vejfest (det vidste vi ikke), med hvide vimpler – men festen var ikke startet endnu, så vi havde den fine, oppyntede gade for os selv. Dét var ret vildt.

Selve festen – virkelig, vidunderlig

Vi holdt vores fest på Madklubben, på Østerbro. I deres store selskabslokale. Vi var 57 mennesker til festen, og lokalet kan rumme fra 50-130 gæster – størrelsen var fuldkommen perfekt til os, der var både plads til lounge, seks store, runde borde og dansegulv. Jeg kan virkelig kun anbefale, at afholde en stor fest – og særligt et bryllup – på Madklubben, på Østerbro. Vores kontaktperson, Nanna, har været megasej hele vejen igennem planlægningen. På selve dagen havde de styr på alt. Jeg slappede fuldkommen af til festen, jeg tænkte ikke på en eneste ting, andet end at være til stede, nyde vores fantastiske gæster, de dejlige taler, indslag og det unikke moment, det er, at blive gift og holde en kærlighedsfest. Min far havde sørget for at Pato (som også var DJ til festen) optrådte med sit smukke nummer; “Hvis du vil ha'”, som har en helt særlig betydning for Dennis og jeg. Vi havde Madklubben fra kl. 17.30 hvor vi fik velkomstdrinks, til kl. 04.00, hvor vores DJ pakkede sammen, og den frie bar lukkede (kl. 03.45). Vi blev dog ikke smidt ud, men havde tid til at få gaver osv. med os, imens det søde personale begyndte oprydningen.

Til festen havde vi et MySelfie**, (den satte Madklubbens personale op for os!) og det var mildest talt genialt! Det var sådan en sjov aktivitet igennem hele aftenen. Der blev i alt taget 606 billeder på maskinen og det er så sjovt at se hvordan folk i starten var ædru og pæne, og senere både flasher numser og maver med drinks i hånden og kæmpe grin. Det kan virkelig anbefales, både fordi det var en sjov og hyggelig aktivitet, og fordi vi har fået nogle virkelig sjove og gode billeder ud af det – som vi efterfølgende har sendt rundt, til alle der var med til festen. (Se flere MySelfie billeder i bunden af indlægget).

Efter middagen dansede vi brudevals – som vi havde øvet en enkelt aften, med nogle af vores gode venner – vi er nemlig så heldige, at kende en tidligere standarddanser. Det var også virkelig skønt og sjovt at danse – og Dennis fik klippet sokker, og jeg fik klippet slør.

Sidste punkt på dagsordenen var, at vi skulle skære bryllupskagen for. En virkelig hyggelig tradition. Kagen var leveret af Bake My Day**. Kagen var med vegansk vanille smørcreme, i semi-naked look, pyntet med bær. Et rustikt og elegant look, der havde kant. Smagen var virkelig, virkelig lækker – og det er vi ikke ene om at synes; flere af vores gæster har efterfølgende rost kagen og talt om hvor godt den smagte – for sagen er jo tit, med flotte kager, at de mere er for syns skyld, end for smagen. Men de seje kvinder bag Bake My Day har ramt begge dele; smag og udseende forenet i en stor herlighed. Vi har gemt et stykke af kagen, som vi skal spise på vores 1 års bryllupsdag.

Dansegulvet blev åbnet af en professionel danser, der optrådte med tre numre og derefter gik den seje DJ på. Vi festede og dansede hele natten, faktisk, til den lyse morgen.

Dét var det – dagen var fuldkommen vidunderlig, magisk og ja, faktisk perfekt. Der er ikke en eneste ting jeg ville gøre anderledes og det er en fantastisk følelse at stå tilbage med. Derfor også alle de varme anbefalinger, af de steder og ting vi har valgt, for det var virkelig lige i øjet. Hvis jeg kunne gøre brylluppet om, ville jeg gøre det hele, på præcis samme måde. Skriv endelig til mig, enten en kommentar eller en DM på Instagram, hvis du har nogen spørgsmål til dagen.

Af hjertet tak, til alle der har været med til at gøre vores dag til noget helt særligt. Vi er så glade.
Og derudover er det altså helt vidunderligt at være gift.

Kun kærlighed herfra,
A.

Polterabend + pause

Hej skønne jer,

Som I måske så på min story, blev der holdt Polterabend for mig, i lørdags og hold nu op én dag; vi var igang i 18 timer. Jeg var fuldkommen smadret dagen efter – jeg har ikke været så træt siden min vogntur i 3.g. Nå, men jeg ville lige tjekke ind og give jer et lille overblik over dagen, så I kan høre om den og måske selv få noget inspiration til, hvordan en Polterabend kan udspille sig – det kan være du selv står 0ver for at planlægge en?

  • Kl. 09.00 blev vores dør låst op og ind strømmede et hav af mennesker; alle mine damer og alle Dennis’ mænd. Vores Polterabender blev nemlig afholdt samme dag. Og jeg vidste jo, at Dennis’ ville blive afholdt den dag – og han vidste at min ville blive afholdt.
  • Efter overraskelsen blev jeg bedt om at pakke en taske og badetøj – og så kørte vi afsted mod Bryggen, hvor alle mine damer spiste brunch sammen. Derefter blev der afholdt en konkurrence om hvem der kunne lave den flotteste brudekjole i toiletpapir. Jeg var dommer – og det var vildt sjovt; også så folk kunne bonde lidt på kryds og tværs.
  • Derefter tog vi videre i spa, på Bella Sky; det var sådan en hyggelig og dejlig aktivitet – for der var bare fuldkommen ro til at slappe af og snakke. Det var virkelig rart og gav mig mulighed for at lande i selve situationen.
  • Efter spa var der tid til at kunne friske makeuppen op – og så gik turen ind til byen.
  • Næste aktivitet foregik i hjertet af København, hvor vi skulle på et croquis kursus – og det var virkelig dagens højdepunkt. Hold nu op, det var virkelig sjovt at tegne croquis og samtidig lærerigt. Jeg elsker at tegne og male, så det var den perfekte aktivitet for mig og der var bare vildt god stemning til kurset. Vi skulle igennem nogle forskellige øvelser og fik alle feedback på vores tegninger; det var virkelig fedt – og også sjovt fordi vi samtidig have vores drikkevarer med 😉
  • Så stod den på en gåtur gennem København, hvorefter vi landede på Halifax på Østerbro. Her var der middag og quiz. To af mine skønne veninder havde stillet Dennis en række spørgsmål, hvor vi så skulle gætte hans svar. Vi var 5 hold, hvoraf jeg var alene på mit – og jeg vandt, men det ville også være for dårligt, hvis det havde været andre.
  • Efter middagen tog vi videre på bar, hvor der stod drinks klar til os – og efter en time eller to, tog vi ind til byen for at mødes med Dennis og alle hans mænd. Vi festede til kl. 03. og så var det ellers hjem i seng.

Det var virkelig en magisk og vidunderlig dag. Min elskede søster havde stået for størstedelen af planlægningen, så et særligt tak skal lyde til hende, ikke kun for det, men for alt hun gør og er. Derudover havde mine dejlige veninder Cille, Julle og Jeanette gjort en stor indsats og det er jeg vildt glad og taknemmelig for. Efter sådan en dag føler man sig simpelthen så elsket – og set! For dagen var strikket sammen, præcis til mig. Jeg er uendeligt taknemmelig for at have alle de skønne kvinder i mit og jeg sætter pris på hver og en af dem!

Polterabenden har desuden gjort, at jeg føler mig meget mere klar til brylluppet, fordi man får en lille forsmag på dét. Brylluppet er jo, i bund og grund, bare en dag med en masse mennesker man holder af. Jeg glæder mig virkelig til brylluppet og jeg forstår ikke at der er under 2 uger til!

Hvis I vil se glimt fra min polterabend har jeg gemt alle mine storys som et højdepunkt på min Instagram, under titlen: POLTER.

En pause

Og kæreste jer, jeg har besluttet mig for at tage en lille pause fra bloggen. De næste to uger står på forberedelser til brylluppet; derefter står den på bryllupsrejse for Dennis og jeg – og så skal min far, søster og jeg til Berlin – så den næste måned vil blive stille her på bloggen.

Det kan sagtens være jeg tjekker ind med et par indlæg, men jeg vil ikke love noget. Jeg har besluttet mig for, at bruge denne tid ude i den virkelige verden.

Jeg vil stadig være aktiv på IG – og jeg udelukker bestemt heller ikke indlæg, men det skal ikke være et pres for mig. Jeg håber – og ved næsten – at I vil forstå dette. Den tid jeg er i lige nu, vil jeg tænke tilbage på og mindes som værende en nærværende tid og ikke en tid hvor jeg sad med snuden i min computer.

På den anden side af “pausen”, i midten af juli, er jeg helt sikkert tilbage med ny energi, nye beretninger og en masse at fortælle om brylluppet. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Kæmpe knus til jer, fra mig.

A

Status på bryllup part 2

Hej skønneste jer,

Jeg synes det er på tide, at I får en lille opdatering på bryllups-planlægningen. Sidst jeg lavede et decideret bryllups-indlæg var d. 1 december, og vi er heldigvis kommet videre i planlægningen siden da.

Som jeg fortalte jer, i mandagens indlæg, så har brylluppet længe været et pres for mig. For jeg synes ikke det er specielt sjovt, at skulle planlægge sådan en stor dag. Der er nogle mennesker der elsker den slags, at nusse om hver enkelt detalje og at drømme om, hvordan det hele skal gå op. Jeg har det stik modsat, jeg vil ærligtalt bare gerne købe mig fra alt det jeg kan og i store træk bare møde op og nyde dagen. Jeg bliver hurtigt overvældet – det tror jeg gælder for mange sensitive mennesker – og jeg går i selvsving over mange af de beslutninger der skal tages.

At skulle vælge brudekjole

Hvis der er noget, jeg ikke har været fan af i denne proces så er det, at skulle vælge brudekjole. Jeg føler, at man siden barnsben, er blevet tudet ørene fulde om, at det er meget vigtigt, at man er meget smuk på sin bryllupsdag. Og jeg kan mærke at denne fortælling og forventning påvirker mig negativt – jeg bliver nærmest handlingslammet i processen; jeg har fundet nogle gode kjoler – men jeg bliver alt for detaljeorienteret og det irriterer mig, for sådan er jeg ikke normalt. Det skyldes at jeg har fået kørt betydningen af mit udseende op, for i virkeligheden er det jo ligegyldigt hvad jeg har på eller hvordan jeg ser ud; dén dag hvor Dennis og jeg skal giftes handler om at fejre vores kærlighed til hinanden – og ikke andet. Det vigtige er, at vi siger ‘ja’ til at stå ved hinandens side og at elske og ære hinanden, altid. Jeg har besluttet mig for, at jeg inden udgangen af februar vil jeg have taget et valg, om hvad jeg skal have på, og så ikke bruge mere energi på det. Jeg glæder mig også til at vise jer, hvad jeg har haft med i overvejelserne ang. brudekjolen, men dét indlæg må vente, til brylluppet har fundet sted.

Status på det hele ..

Siden sidste indlæg om brylluppet, er vi som sagt kommet videre og her er et lille oprids over hvad vi har fået på plads.

  • Vi har bestilt tid til at snakke om vielsesringe med Handcraftedcph – jeg synes at Anders laver nogle ekstremt smukke ringe. Både Dennis og jeg ønsker nogle helt simple ringe, så derfor synes jeg, at det er vigtigt, at håndværket er i orden, så skønheden i det klassiske udtryk, kommer til sin ret. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle have en ordentlig snak med Anders omkring ringene. Det skal vi i starten af marts.
  • Vi har fået sendt invitationer ud. Vi valgte at sende dem online, for ærligtalt, så synes jeg det er spild af papir og ikke mindst penge, at få dem printet og sendt fysisk. MEN det er kun min personlige holdning; jeg ved, at det for nogle betyder meget at have invitationen printet ud og trykt – og skal man selvfølgelig bare gøre det. Vi lavede vores via Canva – efter vi sendte vores invitationer har sejeste Daniel skabt WOOU som snart lancerer webshop. De har virkelig de smukkeste designs inde hos dem, og man kan både købe print og online-invitationer, så hvis du ligesom jeg ikke er fan at at sende invitationer fysisk, er det også en mulighed. Jeg vil egenligt bare tippe jer om WOOU, fordi jeg ved, at jeg selv kommer til at kigge der, næste gang jeg skal invitere til noget stort.
  • Vi har fastsat toastmaster; Det bliver min kusine Julie. Julie er 6 år ældre end mig, hun har altid spillet en meget særlig rolle i mit liv. Hun har altid været der ekstremt meget for mig, og på mange måder har hun udfyldt den mor-rolle, som jeg har manglet efter tabet af min mor. Julie er et menneske jeg elsker utrolig højt, og jeg er virkelig glad for at hun ville være toastmaster for os.
  • Jeg er i fuld sving med at undersøge muligheder for bryllupskage.
  • Og Dennis er igang med at lave ønskeliste – det hygger han sig vældig godt med; og han er faktisk virkelig god til at vælge ting, som vi begge kan lide. Dét havde jeg faktisk ikke troet.

Hvor skørt er det ikke at ham her, er min kommende mand!? Jeg forstår det nærmest ikke.

A