Kære jer,

For en uges tid siden lavede jeg en story på Insta, hvor jeg fortalte, at de to emner jeg får allermest feedback på, på mine sociale medier er, når jeg taler om angst og akne. Så blev det fuldmåne – jeg delte en story om opladningen af mine krystaller og så blev jeg lige mindet om det tredje emne, der får jer til tasterne – nemlig; krystaller.

Jeg har skrevet lidt om krystaller før, særligt uddybet i dette indlæg: Derfor samler jeg på krystaller. Her fik jeg forklaret en del om hvorfor jeg samler på krystaller og om man kan bruge det i forbindelse med angst; da dette var spørgsmål jeg havde fået – nu synes jeg, at vi skal skridtet videre; fokus skal flyttes fra mig og over til jer – jer der sidder derude og har lyst til, at tage et kig ind i krystallernes verden, men som mærker en modstand, fordi det virker udoverskueligt og måske lidt, som en hemmelig verden, hvor man ikke ved hvordan man skal navigere. Så hermed en lille guide, ikke en endegyldig sandhed (for sådan én besidder jeg ikke).

Hvordan starter jeg med at samle krystaller?

Mit korte svar vil være; bare gør det. Krystaller er ikke en hemmelig verden og man skal ikke være med i en hemmelig klub, for særligt indvigede, for at kunne samle på krystaller og holde af dem – men jeg er godt klar over, at dette ikke er et specielt tilfredstillende svar. Så lidt mere konkret – og stadig dejligt ukonkret – vil jeg råde dig til, at følge din mavefornemmelse. Begynd at følg nogle krystalsider på Instagram (jeg følger selv Noell Crystals, som jeg virkelig nyder og bliver klogere af at følge), tag forbi nogle butikker der forhandler krystaller og mærk energien fra stenene, læs løbende om dem på nettet og tilegn dig viden om hvad de forskellige sten kan.

Når du begynder at have en idé om hvilke forskellige sten der er, så kommer mavefornemmelsen virkelig i spil; mærk efter – hvilke krystaller taler til dig? Prøv at lade være med at dømme dig selv, du behøver ikke at vide hvorfor en krystal tiltaler dig. Det kan være farven, faconen, måden den spejler lyset, den følelse den giver dig, den energi du mærker eller helheden i stenen elv.

Hvordan vælger jeg min første krystal?

Der er i min optik tre måder at vælge en krystal på.

  1. Du læser om krystallen. Det kan f.eks. være en af beskrivelserne fra Noell Crystal; hvis du sidder og læser et af hendes opslag og bliver fuldkommen ramt af de egenskaber der står om stenen – du mærker et sug i maven – en tryghed og en længsel efter at få netop en sten med disse egenskaber i dit liv, så ved du, at det er en sten for dig.
  2. Du ser krystallen. Det kan både være på Instagram, i en butik eller på et marked. Den tiltaler dig æstetisk, du bliver glad af at se på den, du bliver rolig af at se på den og du får helt naturligt lyst til, at tage den til dig.
  3. Du mærker krystallen. Dette er selvfølgelig betinget af at du har krystallen fysisk foran dig – du tager den i din hånd og du mærker dens energi. Det her kan virke meget abstrakt, men det er simpelthen et spørgsmål om, at du bliver ved med at have lyst til at holde den i hånden og føler en glæde og ro ved det.

Hvor køber jeg min første krystal?

  • Over Instagram – igen en henvisning til Noell Crystals. Jeg har faktisk aldrig købt noget fra hende, men flere af mine veninder har – og jeg synes hendes sten er utroligt smukke, og jeg er vild med de beskrivelser hun har. Der findes sikkert andre dygtige krystal-shops på IG, men Noell er der jeg ville kigge hen, for et online køb.
  • I en butik – måske kender du allerede en butik i nærheden af dig? Ellers er Tessies i Fiolstræde altid en mulighed. Der har jeg købt et par krystaller i tidens løb.
  • På et markede. Størstedelen af mine krystaller er købt på markeder rundt omkring i verdenen og herhjemme. Det kræver selvfølgelig, at du støder på et markede. Jeg holder altid øjenene åbne, hvis jeg er et sted, med boder.

Hvad hvis jeg ikke kan finde en krystal for mig i butikken eller på nettet?

Så hav tålmodighed – nogle gange kan det være svært, at sætte sig for, at købe en krystal, fordi man kommer til at blande nogle forventninger og forestillinger ind i købet.

Mine allerbedste krystal-køb er sket, når jeg har ladet min intuition guide mig. Hvis jeg står med en krystal jeg ikke kan beslutte mig for om jeg vil have, så går jeg fra den. Hvis jeg fortryder må jeg tilbage efter den – hvis den er blevet købt i mellemtiden, er det et klart tegn på, at det ikke var den rette krystal for mig.

En af mine elskede ametyster, som uden tvivl er en af mine yndlings sten. Jeg har fire i min samling. Denne købt i en butik i Hamburg.

Jeg håber at indlægget har givet dig klarhed og mod på at kaste dig ud i dit første krystal køb. Og ellers må du endelig sige til; jeg vil svare dine spørgmsål efter bedste evne.

Aller kærligst,
Amalie.