De 12 stjernetegn

Kæreste jer,

Det er sjovt hvordan tiden ændrer sig – engang kunne jeg skrive indlæg til bloggen hver dag; den gang handlede det om mode, sundhed og skønhed. Jeg har snart blogget i 10 år, og bloggen har virkelig udviklet sig, med mig.
Jeg har været god til at skrive om stort og småt; det lette og det svære – men jeg kan mærke en ændring; det er nemlig ikke så let for mig, at skrive længere; der er dog et emne, som der virkelig trækker i mig og får mig til tasterne (som nu); og det er astrologiens skønne verden. Jeg glæder mig virkelig meget til, at starte på uddannelsen som astrolog til februar, og åbne op for et helt nyt kapitel i mit liv.

I dag byder jeg ind til en lettere og sjov gennemgang af de 12 skønne stjernetegn; som virkelig kan hver deres ting og bidrager med hver deres vidunderlige elementer, til vores tilværelse.

OBS: Dette er skrevet med humor, jeg er ikke astrolog (endnu) og indlægget skal derfor tages som ren og skær underholdning. Karikaturerne af de tolv tegn, er skrevet på baggrund af min grundvinden om astrologi og med afsæt i min noget tvivlsomme humor.

  1. Vædderen er det første tegn i dyrekredsen og desuden et ildtegn. Her er der fuld fart frem, og ingen hæmninger – sagde du regler, rutiner eller at undgå konflikter for fredens skyld!? “NEJ TAK” – råber Vædderen, imens vi andre står forvirrede tilbage. Vædderen er fremdrift, skabetrang; der skal ske noget – og derfor er Vædderen den fødte leder; med sin styrke, intelligens og vilje til at træde frem i verdenen, kan Vædderen omsætte tankernes univers til fysiske produkter eller handlinger. Dens energi er unægtelig og passionen er ikke til at tage fejl af hos dette tegn.
  2. Tyren ved hvad der er godt – og det er alt hvad livet har at byde på af materielle goder, kærlighed og ikke mindst sex. Tyren er et jordtegn og har derfor sine fødder solidt plantet på jorden. Den slænger sig muligvis i græsset, i en solstråle  – og kigger på himlen og skyerne, og mærker sig selv i sammensmeltning med den fysiske verden. Tyren kan blive opfattet som doven, fordi der ikke er den umiddelbarefremdift, men tag ikke fejl; tyren er tålmodig og kan arbejde mod langsigtede mål, i sit eget rolige tempo.
  3. Tvillingen kan snakke dig et øre af, hvis den får lov – og også hvis den ikke får lov. Tvillingen taler nemlig uafbrudt og hele tiden; om stort og småt – hvem den så i bussen, om der er liv efter døden og hvor man får den bedste kop kaffe. Tvillingen er et lufttegn, så det der med jordforbindelsen kan godt knibe. Derudover er Tvillingen ofte et udskældt tegn i populær astrologien, hvor den ofte fremstilles som overfladisk; hvilket ikke er tilfældet – Tvillingen er blot en social kamæleon der tager farve efter den gruppedynamik den indgår i, i dette øjeblik og som desuden lader op, ved at omgive sig med mennesker og være nysgerrig på dem. Tvillingen er fordomsfri og let at omgås.
  4. Krebsen er det første vandtegn vi møder i dyrekredsen; åh så følsom, åh så forsigtig og åh så uskyldig – Krebsen gør aldrig noget forkert, i hvert fald ikke i følge den selv. Dette tegn kan virke som en stille mus udadtil, men har et fantastisk indre liv; som blot er gemt bag Krebsens skal. Krebsen værner om det trygge og særligt familien har en helt central plads for dette utroligt kærlige tegn – der også har en tendens til at blive en smule nostalgisk; grænsende til melankolsk, når den dyrker det trygge og ikke altid er den største fan, af det nye.
  5. Løven siger: “SE MIG! Jeg er her i al min pragt.” Åh, den vidunderlige løve der ofte beskrives som selvfed og selvcentreret? Er det nu sandt – måske en smule, for enhver der kender en Løve, ved, at de er glade for sig selv – men Løven er allermest interesseret i kærligheden fra andre; og den vil så gerne elskes. Derfor gør den alt, for at varetage sine kæres interesser og behov. Løven er generøs, let og legesyg – og den forstår at tage sin plads i verden, med sin dejlige ild-energi.
  6. Jomfruen sætter alt i systemer – og vil gerne google din påstand, for at sikre sig, at det nu har noget på sig. Jomfruen er kritisk, og mener at vi skal bruge vores fornuft og logik, når vi tilgår verdenen og hinanden. Jomfruen har øje for deltajen, og derfor går små fejl ikke Jomfruens næse forbi – selvom vi andre ville ønske, at den kunne lade dette ene komma ligge (!!). Jomfruen har altid en mening om hvad dit næste træk skal være – og det har den, fordi den vil dig det bedste. Den søger at rådgive dig og hjælpe dig videre, på baggrund af dens store viden og stærke holdninger. Lad mig vise dig vej, siger dette omsorgsfulde jordtegn og tager dig (fast) i hånden.
  7. Vægten kan ikke træffe et valg – det er ikke fordi den ikke vil, den kan ikke. Åh, det hele er så svært; “hvorfor skal jeg vælge det ene til og det andet fra? Kan jeg ikke få i pose og sæk, imens jeg blæser med mel i munden?” siger den behagsyge Vægt? Det kan den stakkels Vægt desværre ikke, så Vægten forsøger i stedet af charme sig igennem tilværelsen, hvilket den er et naturtalent til, samtidig med den for alt i verden stræber efter at undgå alt der har med konflikter og ubehag at gøre. “Kan vi ikke bare have det lidt hyggeligt?” siger Vægten og spejler sig, imens den drømmer om kærlighedsforhold, som dem på film og fortrænger virkeligheden – som lufttegn jo er verdensmestre til.
  8. Skorpionen antager det værste om folk; “hvem er du – og hvad vil du!?” Den gør det ikke, fordi den er ond – som den nogle gange fremstilles som i populær astrologien – den gør det fordi, den er nødt til at passe på sig selv. Skorpionen er nemlig propfyldt med intense følelser og er derfor også bevidst om, ikke at åbne sig op for enhver; da den slags kan gøre ondt. Skorpionen er mystisk, nærværende og betagende – den virker hård og konfrontatorisk ved første møde; men bag det hårde ydre, gemmer sig et menneske så dybt at ingen af os kan bunde; og så er det jo godt, at Skorpionen selv, er et vandtegn.
  9. Skytten har helt sikkert ikke læst det her indlæg, den har sikkert allerede sagt sit job op og er rejst til Bali. Et job fra 9-16? “Ellers tak” siger Skytten og drømmer hele tiden om, at tilværelsen skal byde på noget mere – “det her er sgu for kedeligt!” Skytten er indbegrebet af ærlighed og her finder du ingen sugarcoating; du får deres mening råt for usødet; men det er for dit eget bedste; “nogen skal jo sige sandheden” siger den energiske Skytte, der desuden er en fantastisk ven, der altid vil være der for de mennesker den har kær. Skytten er et ildtegn; det kan du næppe være i tvivl om, hvis du nogensinde er stødt på én.
  10. Stenbukken har ikke tid til dit pjat! Den skal nemlig videre; der er arbejde der skal udføres, mål der skal nåes og verdens herredømmer der skal overtages. Dette (stædige) jordtegn sætter stærkt et ben foran det andet og klatrer op af livets klippe. Stenbukken har ikke noget problem med at arbejde mod et langsigtet mål; den besidder nemlig en utrolig tålmodighed og kan derfor føre store projekter ud i livet – den slags projekter, som var begyndt at kede Skytten inden de begyndte. Kære Stenbuk, du er ikke kedelig – du er målrettet og ambitiøs – og så er du utrolig loyal overfor denne nære mennesker. Det skal du være stolt af.
  11. Vandmanden drømmer om en bedre verden – ikke for sig selv – men for os alle. Den ønsker nemlig, at vi alle skal gøre vores bedste, for fællesskabet! Den tænker og tænker – som det lufttegn den er – og filosoferer over nye måder at se tilværelsen på – og gerne, nye måder vi kunne strikke vores samfund sammen på, som ville være givtigt for os alle! Vandmanden nyder derfor at arbejde med velgørenhed – enten på et overordnet plan, eller i de helt nære relationer. Vandmanden er utroligt kreativ og skal rigtig gerne udtrykke sin kreativitet og dyrke den. Derudover er Vandmanden god til at dyrke sine egne særheder – og give plads til andres.
  12. Fisken er det sidste tegn i dyrekredsen; og sikke et tegn. Den søde og forvirrede fisk, drømmer sig hele tiden ind i sin egen verden og zoomer ud af virkeligheden – glemmer tid og sted, og det den var igang med lige nu. Fisken føler stor sympati for sin omverden – og vil alle det godt; “Kan vi ikke bare alle sammen være venner?” Siger den kærlige fisk. Fisken er et vandtegn og er derfor i stor kontakt med sine følelser – og ikke mindst sin intuition, som den let navigerer efter, når det skal traffes både store og små valg i tilværelsen.

Jeg håber I nød denne lille gennemgang af de 12 tegn, og at I tager den med et gran salt; I virkeligheden kan man slet ikke generaliserer på denne måde, da vi alle er sammensat af flere tegn. Hvis du ikke kan genkende dig selv, i dit soltegn, vil jeg anbefale dig, at læser mit tidligere indlæg: Jeg kan ikke genkende mig selv i mit stjernetegn.

Som altid er I velkomne til at skrive til mig med spørgsmål; jeg vil svare efter bedste evne.
Kærligst, A.

Merkur er i retrograd – igen!?

Disclaimer: Jeg er ikke astrolog (endnu), jeg er ikke ekspert på stjernetegn eller planeter – jeg er bare en astrologinørd, der hele tiden lærer nye ting, som jeg synes er super interessante og som jeg gerne vil dele, med jer.

Kæreste jer,

Vi skriver i dag d. 30/10 – og det betyder, at Merkur i morgen går i retrograd. Hvis du gerne vil have en dybdegående beskrivelse af hvad dette konkret betyder, kan du læse dette indlæg: Merkur er i retrograd – og hvad så?.
Helt kort fortalt, så går Merkur i retrograd 3-4 gange om året; rent fysisk betyder det, at Merkur bevæger sig langsommere end normalt, set fra jorden ligner det, at den går baglæns – hvilket blot er en optisk illusion – men heraf kommer udtrykket at Merkur er i retrograd. Merkur hersker vores kommunikation og deling af viden, når Merkur går i retrograd, kan man sammenligne det med, at den tager sig et hvil, derfor besværes de elementer i vores tilværelse som Merkur hersker.

Merkur er denne gang i retrograd fra d. 31/10 til d. 20/11 2019 – herunder vil jeg gennemgå hvad det betyder, så du kan være med på alle de ting astro-nørder og spirituellaer (som mig) kommer til at dele på Instagram og tale om, som om det var en selvfølgelig – og noget alle selvfølgelig ved. Denne gang går Merkur i retrograd i Skorpionen, hvilket betyder at du kan føle dig ekstra påvirket af retrograden hvis du er Skorpion i soltegn, eller har mange planeter i Skorpionen, i dit horoskop.

  • Føler du dig ekstra træt? Når Merkur går i retrograd, kan du opleve det som om, at der ligges et låg over dig og din tilværelse – det hele går måske lidt langsommere, og du føler dig uoplagt. Det er helt normalt, når Merkur går i retrograd. Det er en langsom energi som vi bevæger os i, og eftersom Merkur er tæt på jorden, mærker vi som mennesker tydeligt dens energi. Jeg taler med flere af mine veninder om, at energierne er ekstra tunge i retrogradperioderne. Jeg finder en tryghed i, at flere mærker det samme som mig og at denne tunge følelse gang på gang er forbundet til retrograden.
  • Oplever du gamle mønstre? Dukker der en gammel relation op, et job du troede du var færdig med, angst eller sorg du har lagt bag dig? Det kan sagtens tænkes – Retrograden giver os nemlig mulighed for at kigge på ting i vores liv, som vi ikke er færdige med. Det kan både være ting vi skal genoptage eller ting vi skal give slip på. Mærk efter hvad din mavefornemmelse siger, og træk vejret en ekstra gang. I retrograden er det vigtigt at vi ikke tager forhastede beslutninger, men læner os ind i den langsomme energi og giver os god tid til, at tænke over vores næste skridt – hvis vi gør dette, kan vi trygt stole på, at vi vil bevæge os i den rette retning.
  • Går dine mails ikke igennem og oplever du misforståelser? Merkur hersker al kommunikation, derfor oplever vi i retrograden problemer med teknologi der er forbunde til kommunikation; Mails og beskeder der ikke går igennem. I sidste retrograd var Facebook og Instagram desuden nede. Det samme gælder for vores generelle kommunikation; sørg derfor for at gør ekstra ud af, at udtrykke dig tydeligt når du taler med mennesker omkring dig – også dine nære relationer.

Dette er de tre primære årsager til, at man ikke orker at Merkur går i retrograd – men det gør den og det skal den, for den langsommere energi giver også mulighed for at kigge indad. Særligt det her med at få lov til at kigge på gamle mønstre, er lidt af en gave. Det kan måske virke provokerende, at jeg siger det på den måde? Men det er altså sandt. Selv oplever jeg gang på gang, at min angst bliver trigget (og det er er noget lort når jeg er i det, for det er uendeligt hårdt), når Merkur er i retrograd; det betyder at jeg for mulighed for at kigge på min angst igen og arbejde aktivt med den, så den ikke får lov til at fylde på samme måde, som den har gjort før i tiden.

Jeg tror på, at de udfordringer vi møder i livet, er til for at vi skal blive klogere af dem og udvikle os som mennesker. Jeg tror også på, at vi vil blive ved med at møde en bestemt udfordring, indtil vi har lært det vi skulle af den.

Skyggesider?

Energier er ikke som tænd/sluk knapper, energier er overlappende – derfor er der både en periode før og efter Merkurs retrograd, hvor du muligvis vil kunne mærke, at retrograden ligger og ulmer. Disse skygge perioder er ikke lige så intense som selve retrograden, og mange mener, at man ikke skal ligge det store i dem; eftersom Merkur er i retrograd 3-4 gange om året af 3 ugers varighed, så vil det med skyggeperioder betyde, at vi næsten altid er i retrograd,  hvilket ikke er tilfældet. Skyggeperioden ligger denne gang optil retrograden fra d. 11/10 til d. 30/10 – og efter skyggeperioden ligger fra d. 21/11 til d. 7/12.

Det var alt om den ‘skønne’ retrograd for denne gang.
Skriv endelig til mig, hvis du har nogle spørgsmål – jeg vil forsøge at svare dem, efter bedste evne.

A

Jeg kan ikke genkende mig selv i mit stjernetegn

Kære, skønne jer,

I dag skal vi tale om astrologi, som jo er lidt af en trend for tiden – og da jeg er en autodidakt nørd på området, er jeg rigtig glad for at tage det op, her på bloggen.

Et af de spørgsmål/frustrationer jeg ofte møder, enten fra nysgerrige sjæle eller mere kritiske, er at der er mange, der ikke kan se sig selv i deres stjernetegn – det man i astrologiens verden, kalder for soltegn.

Efter jeg virkelig har sat mig ind i astrologiens verden, har jeg fået en del erkendelser, som giver mig en forståelse af hvorfor man ikke nødvendigvis kan kende sig selv i sit stjernetegn –  og det vil jeg dele med jer, i dag.

Du er (langt) mere end dit soltegn

Vores fødselshoroskop er delt op i flere elementer. For det første er der i et hvert horoskop 12 huse, hvert hus tilhører et bestemt tegn; første hus er Vædderens hus, da det er det første stjernetegn i dyrekredsen. Derudover er der 10 planeter, som hver stod i et bestemt tegn på det tidspunkt du blev født. Udover at planeterne stod i et bestemt tegn, da du blev født, står de også i et bestemt hus. Et eksempel fra mit eget horoskop er f.eks. mit soltegn (stjernetegn) Vægten,  står i mit femte hus. Femte hus er Løvens hus, huset for kreativitet. Når solen står i femte hus, betyder det at man har et behov for at udtrykke sig selv og sin person gennem kreativitet – det er desuden et socialt hus, så når solen står dér, vil man (som oftes) være et meget socialt menneske, der trives blandt andre.

Jeg er altså Vægt i soltegn, placeret i femte hus. Hvis jeg møder en anden person, der er Vægt i soltegn, men som har solen stående i tiende hus, vil denne person have brug for at udtrykke sig selv gennem karrierer og succes – tiende hus er nemlig Stenbukkens hus, og her hersker arbejdsomheden og målrettetheden. Derfor vil vi være to forskellige typer af Vægte – eller, jeg må hellere sige; blandt andet derfor vil vi være to forskellige typer af vægte.

Det er desuden ikke sikkert, at man har planeter i alle 12 huse, og man kan have flere planeter i det samme hus. Et hus med mange planeter, vil være et område i dit liv, med central betydning for dig.

Udover husene, som er med til at adskille os fra hinanden, så står vores forskellige planeter, i forskellige tegn – og igen, kan der være gengangere. For at tage udgangspunkt i noget mere simpelt, kan vi tale om soltegnet, ascendenten og månetegnet – læs evt. dette indlæg, for en dybere forklaring af, hvad disse tre dækker over.

Igen, med udgangspunkt i mit eget horoskop; jeg er Vægt i soltegn og både Tvilling i ascendent og månetegn. Det gør mig til en meget kommunikativ person, der er meget inde i mit eget hoved og i mine tanker – og som tvivler meget på mig selv og mine valg, samtidig med, at jeg har stort behov for at udtrykke mig kreativt. Hvis jeg møder en anden Vægt, der f.eks. havde Stenbukken både i ascendent og månetegn, ville denne Vægt være meget mere jordbundet, have en større rationel sans end jeg og være mere arbejdsom og stole på egne evner. Vi ville stadig have fællesskab i vores soltegn, men grundet andre placeringer vil vi være meget forskellige.

Btw. så behøver ascendent og månetegn ikke at være det samme, det var blot lettere for mig at forklare, nu når jeg selv er dobbelt tvilling.

Derudover er din ascendent ofte dominerende i din personlighed op til 30-års alderen, man siger, at man modnes ind i sit soltegn. Så hvis du er under 30 år, kan det være en del af forklaringen.

Hvilket element dominerer i dit horoskop?

Hvert stjernetegn tilhører et bestemt element; jord, ild, luft eller vand.

Ildtengene er: Vædderen, Løven og Skytten. De er kendetegnede ved at være selvsikre, ville frem i verden, have en vild og intens energi, og at være rigtig gode til at sætte ting igang – og ikke altid så gode til at følge dem til dørs.

Vandtegnene er: Fiskene, Krebsen og Skorpionen. De er kendetegnede ved at være drømmende, følsomme (på hver deres måde) og at være kreative. De er typisk introverte og kan derfor også virke mystiske, på den spændende måde.

Jordtegnene er: Tyren, Jomfruen og Stenbukken. De er kendetegnede ved at have en god jordforbindelse (ja sgu!) de stoler på sig selv, og har en rigtig god fornemmelse af den fysiske verden og har generelt en meget rationel tankegang.

Lufttegnene er: Tvillingen, Vægten og Vandmanden. De er kendetegnede ved at være intelligente og kommunikative. Derudover er de meget flyvske og bruger meget tid i tankerne. De kan hurtigt miste jordforbindelsen.

Dette er en meget hurtig, og generalsierende gennemgang af de forskellige elementer; måske skal det have lov til at fylde et helt indlæg for sig selv? Pointen er i hvert fald, at hvis man er Vægt (lufttegn) men derudover kun har jord og ildtegn i sit horoskop, så vil man måske føle, at beskrivelsen af den flyvske og vægelsindende Vægt, ikke passer på én. Hvis man derimod, som jeg, er Vægt, og har flere planeter i lufttegn, kan dette være med til at understøtte følelsen af, netop at være Vægt.

Jeg håber indlægget har givet lidt opklaring på, hvor komplekst horoskopet er – og hvorfor man ikke nødvendigvis kan se sig selv direkte i sit soltegn. Jeg synes astrologiens  verden er helt fantastisk og fortryllende. Hvis du har spørgsmål til den, så skriv en kommentar eller kontakt mig over Instagram, så vil jeg svare efter bedste evne.

Jeg sender al kærlighed til jer.
A.

At være bange for spiritualitet/astrologi

Kære jer,

I dag skal vi tale lidt om spiritualitet, astrologi og den frygt der kan være forbundet med, at kigge ind i emner som disse. Min angst er nemlig flere gange blevet trigget og sat utrolig meget på prøve, i forbindelse med den spirituelle verden; det lyder måske mærkeligt, når jeg netop selv er en form for fortaler, for denne verden og til dels også dyrker den.

Jeg har haft to utroligt dybe perioder med angst, den første periode var, første gang, jeg havde angst – hvor jeg ikke vidste at jeg havde angst og ikke havde nogen form for redskaber til, at håndtere de følelser jeg gennemlevede. Den anden periode kom efter en session hos en spirituel vejleder, hvor min angst blev trigget uden lige. Det har været en stor frustration for mig, at noget jeg har fundet så stor en interesse og tryghed i, på samme tid har kunne trigge mig helt vildt. Måske er der nogen af jer, der kan genkende det her med at være interesseret i spirituelle emner, samtidig med, at man er bange eller mærker angst i forbindelse med det. Derfor dette indlæg, med en lille kommentar til, hvad spiritualitet er for mig.

Er der en sandhed?

I min optik, er der intet menneske på denne jord, der besidder en sandhed inde for spiritualitet eller det åndelige. Jeg tror ikke på “sådan er det”. Den spirituelle verden kan tolkes på et hav af måder, og jeg vil næsten vove at påstå, at der findes lige så mange sandheder, som der findes spirituelle talspersoner.

Jeg bruger spiritualitet som et hjælpemiddel i mit liv; men ikke som en sandhed. Jeg bruger mine krystaller som en støtte, til at højne energien omkring mig, men ikke som noget der er nødvendigt for at jeg kan fungere eller nå mine mål. Jeg bruger meditation og yoga (som ikke behøver at være spirituelt), til at forbinde mig med min krop og at komme ud af mine tanker. Jeg bruger mine gudinde kort, når jeg har brug for en kærlig reminder. Jeg støtter mig til astrologien, når jeg har brug for at forstå mig selv og blive klogere på, den jeg er; men intet af det er endegyldige sandheder eller nødvendigheder for mig.

Så derfor, hvis du er bange eller bliver angst omkring den spirituelle verden, så husk på, at der ikke er tale om sandheder men om tolkninger. Og for at citere Buddha (ja, bloggen tager virkelig nye højder i dag); “Believe notning, no matter where you read it or who has said it, not even if I havde said it, unless it agrees with your own reason and your own common sense.”

Efter lidt research kan jeg se, at det muligvis ikke er et Buddha citat, men et Kalama Sutta citat; ikke desto mindre er pointen rigtig; lad dig ikke overbevise af hvad andre tror, siger eller tænker, hvis det ikke resonerer i dig, er det ikke din sandhed.

Er jeg fanget i mit stjernetegn?

Astrologi og krystaller er klart mine favoritter indenfor det spirituelle, og jeg har en drøm om en dag selv at kunne lægge fødselshoroskoper. Jeg tror virkelig meget på astrologien, og særligt, når man begynder at gå i dybden med den, åbner der sig nogle utrolige dimensioner; jeg synes den er smuk. Den giver mig en følelse af fællesskab og mening, som er virkelig unik.

Når det er sagt, så ser jeg astrologien som potentialer. Placeringen af de forskellige stjernetegn i vores fødselshoroskop, giver os et praj om hvem vi er og hvorfor nogen ting falder os nemmere og mere naturlige, end andre – men det er ikke en sandhed. Det er potentialer og muligheder, men ikke mere end det.

Skal man være ekspert?

For at købe en krystal, for at sætte sig ned og meditere, eller for at synes, at stjernetegns memes er sjove? Nej. Du skal gøre det der føles helt rigtig. Jeg er jo heller ikke ekspert, og alligevel sidder jeg her og kloger mig på min egen blog, hvor der ikke er nogen redaktør.

Jeg håber indlægget har kastet lidt lys over den spirituelle verden og hvordan jeg bruger de spirituelle redskaber, i min hverdag – uden at de er afgørende elementer, men blot skøn og meningsfyldt støtte, i menneskelivet.

Stort knus,
A

Merkur er i retrograd – og hvad så?

Disclaimer: Jeg er ikke astrolog, jeg er ikke ekspert på stjernetegn eller planeter – jeg er bare en astrologinørd, der hele tiden lærer nye ting, som jeg synes er super interessante og som jeg gerne vil dele, med jer.

Kæreste jer,

Udover at indlede dette indlæg med en Disclaimer, føler jeg også behovet for at minde om, at jeg ikke sidder inde med nogen endegyldig sandhed. Alt der hører til spiritualitet, astrologi osv. er i min optik skønne redskaber og muligheder vi kan bruge som støtte i livet; det er IKKE sandheder eller fastlåste svar. Tro mig, dén tankegang har trigget min OCD uden lige.

Nå, men hvis I bare følger lidt med på astrologi-sider eller hos spirtuella-typer (sagt med kærlighed) på Instagram, så kan I nok ikke undgå at opdage, at Merkur er i retrograd lige nu; Instagram bugner med Memes (som jeg også rigtig gerne deler), folk bitcher over det på deres storys (gælder også mig) og jeg taler med mine veninder om det – og generelt, med alle jeg kan komme til, at tale med det om, uden at de tror, at jeg er fuldkommen skør.

Billede fra: @mysticaljewelshop

Hvad betyder det at Merkur går i retrograd?

At Merkur går i retrograd betyder, rent fysisk, at Merkur bevæger sig langsommere end normalt. Planeterne kører i ellipser rundt om solen, og Merkur er den planet der er tættest på solen, og dens vej rundt om solen er derfor kortest. 3-4 gange om året går Merkur i retrograd. Fra jorden ser det ud som om, at Merkur bevæger sig baglæns, men det er ikke tilfældet – Merkur bevæger sig blot langsommere end normalt og dette skaber en optisk illusion af, at den bevæger sig baglæns, set fra jorden. Merkur er den planet der oftes går i retrograd.

Merkur er i lige nu i retrograd, det startede d. 5/3 og stopper d. 28/3. Næste gang er det d. 7/7 til d. 1/8. Og sidste gang, i år, er fra d. 31/10 til d. 20/11.

Hvordan påvirker det os/energierne?

Merkur er den planet der hersker over alle former for kommunikation; når Merkur går i retrograd kan man beskrive det som, at den tager sig et hvil og derfor kan der lettere gå rod i de elementer den hersker. Som sagt er det alle former for kommunikation; kommunikation mellem mennesker, kontrakter der skal underskrives, læring, at læse, at skrive, at formidle; alt der har med kommunikation at gøre besværes. Derfor vil du hyppigere opleve misforståelser under retrograden.

Når Merkur går i retrograd påvirker det også elektronikken; computere, telefoner osv. går i stykker, driller, skal genstartes igen og igen – og behøver jeg at nævne, at Facebook og Instagram var nede under denne retrograd?

Retrograden ligger op til fordybelse; det er ikke en periode hvor du skal prøve at presse noget igennem. De ting der skal ske sker, og selvom alt kan virkelig lidt rodet i en retrogradperiode, skal de nok løse sig på den anden side. Tag det roligt og læn dig ind i visheden om, at energierne nok skal lette igen. Det er næsten som om, at retrograden i Merkur tvinger os til at gå langsommere – og dette er ikke kun negativt, det giver os tid til fordybelse og tid til at se på vores mønstre og hvordan vi har indrettet os i tilværelsen; måske er det tid til forandringer, når retrograden ender? Retrograden skaber plads til refleksion og til at se indad.

Det er heller ikke unormalt at gamle realtioner dukker op under retrograden; ekskærester, gamle veninder eller lign. Der er delte meninger om hvad dette betyder, nogle mener at når folk dukker op i dit liv igen, er det fordi at I skal noget med hinanden. Andre mener, at det er er uhensigtsmæssigt at genoptage gamle kontakter under en retrograd. Der er dog altid en mening med de ting vi møder på vores vej, og når gamle relationer genetableres, er der en mening med det. Måske kan I lære noget nyt af hinanden, i dette nye måde, som I ikke var klar til sidst?

Personligt tror jeg på, at du skal gøre det der føles godt – følg din mavefornemmelse og din intuition. Jeg finder en tryghed i at vide, at tingene kan føles svære, når Merkur går i retrograd.

Det sidste jeg gerne vil fremhæve er, at man ofte kan føle angst når Merkur er i retrograd. Når Merkur går i retrograd får vi sværere ved at tilgå vores logiske tankegang og derfor, kan den irrationelle angst lettere få lov til at opstå. Man kan næsten beskrive det som, at kommunikationen med os selv bliver besværet.

Læs eller genlæs: Astrologi for begyndere

Hvordan oplever jeg Merkur i retrograd?

Hver gang Merkur går i retrograd, gør den det i et bestemt tegn; den kan også bevæge sig gennem flere tegn. Hvis Merkur går i retrograd i dit soltegn, kan den virke mere uoverskuelig for dig.

Jeg oplever, gang på gang, at når Merkur går i retrograd, så blusser min angst op igen. Jeg føler, at jeg bliver hevet tilbage i gamle mønstre. Det er som om, at angsten besøger mig som en gammel “ven”. Jeg får mulighed for at mærke den og kigge på den igen; og det er virkelig væmmeligt – men jeg ved også, at det kun sker, fordi jeg ikke er færdig med at arbejde med den. Derfor ser jeg angsten som en læring, som en del af min udvikling; hver gang jeg overvinder angsten, står jeg styrket på den anden side.

Som sagt finder jeg en stor tryghed i, at jeg ved at Merkur er i retrograd; for så ved jeg også, at den angst jeg oplever har en forklaring.

Hvis du genoplever et gammelt mønster; f.eks. at din angst bliver trigget, selvom du føler at du var ovre den, så vid at det er fordi at Merkur er i retrograd og det hele kan føles tåget og forvirrende i momentet. De ting du oplever er her for at lære dig noget og at udvikle dig. Du er på rette vej, smukke væsen.

Jeg håber indlægget giver mening, og ellers må I rigtig gerne skrive en kommentar til indlægget, hvor jeg vil svare efter bedste evne.

Kæmpe knus og nyd nu at retrograden snart stopper. Der er kun en uge tilbage!
A